Debat

Afgørelse i sagen fra Klostervængets Skole

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er nu to år siden, at vi sammen med tre andre lærere fra Klostervængets Skole helt uvarslet fik besked om, at vi skulle tvangsforflyttes til andre skoler i kommunen. Vi indgik med Københavns Lærerforenings medvirken efterfølgende et forlig med Københavns Kommune.

Senere valgte vi at få Folketingets Ombudsmand til at vurdere, om Københavns Kommune havde behandlet vores sager om forflyttelse og senere afsked korrekt. Vi blev på dette tidspunkt også opmærksomme på, at Ombudsmanden i foråret 2003 havde behandlet en lignende sag om administrativ forflyttelse af en tjenestemandsansat lærer i Københavns Kommune og de retsgarantier, der præciseres for de ansatte i denne sag.

Vi har nu fået Ombudsmandens endelige svar. Desværre for os har Højesteret i to domme efterfølgende fastslået, at offentlige ansættelsesforhold kan bringes til ophør ved fratrædelsesaftaler, og at myndighederne fritages for ansvar og mulige fejl og mangler, der måtte være sket i den forbindelse. Dommene betyder altså, at en ansat kan fraskrive sig den beskyttelse, de forvaltningsretlige regler yder mod usaglige afgørelser.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Ombudsmanden oplyser endvidere, at han i sin hidtidige praksis har anlagt en anden fortolkning:

»Jeg har ment, at den ansatte - uagtet at der måtte være indgået en frivillig aftale mellem en afskediget medarbejder og den pågældende offentlige arbejdsgiver - ikke vil kunne fravælge retten til blandt andet partshøring og til at få en begrundelse for beslutningen om afskedigelse. Denne praksis har bygget på først og fremmest domstolenes hidtidige retssikkerhedsmæssigt prægede fortolkning af retsgrundlaget for ansættelse i det offentlige sammenholdt med forvaltningslovens ufravigelige karakter«.

Ombudsmandens muligheder for at behandle afskedigelsessager, der er afsluttet ved aftale, er derfor begrænsede - indtil der er sket en afklaring af retstilstanden, og dette gælder således i vores tilfælde. Ombudsmanden har skrevet til Folketingets Retsudvalg vedrørende de nævnte dommes betydning for offentligt ansatte:

»... Hvis et forlig mellem myndigheden og den afskedigede medarbejder gør op med 'enhver indsigelse', vil ombudsmanden formentlig i det hele være afskåret fra at prøve sagligheden. Hertil kommer som en yderligere konsekvens af de to domme fra Højesteret, at det nu ikke længere er en opgave for ombudsmanden at påse, at forvaltningslovens krav til sagsbehandlingen er overholdt i disse sager om forligsmæssig afskedigelse«.

På baggrund af dette svar skal vi advare mod, at fagforeningen fremover anbefaler og presser ansatte i afskedigelsessituationer til at indgå hurtige forlig, før alle andre muligheder er nøje gennemdrøftet. Vi skal ligeledes anbefale, at den ansatte straks tager kontakt til en jurist med kompetence i offentlig forvaltningsret for at være ordentligt klædt på over for fagforening og kommune.