Anmeldelse

Byindianer

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Niels prøver, om han ligesom sin morfar kan klare sig i ødemarken. Han stikker af hjemmefra. Der er sket noget i skolen - vi ved først sent i bogen hvad - og byens gader bliver for ham ødemarken, deraf titlen. Forældrene er i Niels' optik ligeglade med ham, og morfaderen, som var hans nærmeste "ven", døde for to år siden. Morfaderen forærede ham et skrin, som må åbnes, når han har taget fat om sit eget liv. Det mener Niels, han har nu. I skrinet ligger morfaderens dagbog fra hans lange flugt over det amerikanske kontinent, og for Niels bliver den en daglig inspiration og trøst.

Bogen er bygget op som en vekslen mellem dagbogsnotater og Niels' nutidige oplevelser. Den vekselvirkning fungerer godt, og både beretningen om Niels og ikke mindst dagbogen fængsler. Læs den for historiernes skyld.

Men der er også mange emner at diskutere: Kan det lade sig gøre for en 14-årig dreng at slå sig igennem som byindianer? Lever familier så atomiseret, at man kan stikke af med den rette løgnehistorie i bagagen, uden at nogen opdager det? Hvad er farligst - en ulv eller en pædofil? Hvordan klarer man sig som hjemløs? Niels' liv i parcelhuset kontra hans liv på byens gader.

Det er også en udviklingsroman: En dreng bliver mand! "Man skal have frihed til at følge sin egen vej", sagde morfaderen, og Niels må helt hjemmefra, før han har frihed nok til at blive voksen.

"Byindianer" er en fin bog til frilæsning for de 10-13-årige - også drengene. Kan også anvendes som fælleslæsning i 4.-5. klasse for hele klassen eller i mindre grupper.