Anmeldelse

Generation Happy?

Et studie i danske teenageres hverdagsliv, værdier og livstolkning

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Som en naturlig forlængelse af undersøgelserne 'Teenagere og Tro I-II" fra henholdsvis 1995 og 2000 er der nu kommet en ny stor undersøgelse af danske teenageres hverdagsliv, værdier og livstolkning. Igen er det Center for Ungdomsstudier og Religionspædagogik (CUR), der har offentliggjort et studie, der baserer sig på en spørgeskemaundersøgelse med deltagelse af 1.168 7.-9.-klasse-elever fra hele landet. Eleverne har svaret på spørgsmål om blandt andet venner, fritidsinteresser, mobiler og internet, forbrug, køn og krop, og om hvad de tror på. Suppleret af en række uddybende interview giver undersøgelsen et unikt indblik i danske teenageres hverdagsliv, værdier og livstolkning.

Nogle af de tendenser, undersøgelsen peger på, er, at en tredjedel af de 13-16-årige ikke afviser plastikkirurgiske indgreb, hvilket ifølge undersøgelsen viser, at de fleste teenagere har det godt med deres krop. Desuden viser det sig, at der er en klar sammenhæng mellem et negativt syn på sin krop og oplevelsen af ensomhed, stress og følelsen af ikke at være lykkelig; og at der stort set ikke er forskel på teenagere i København NV og Karup. Til gengæld viser det sig, at drengene bruger flere penge på tøj end pigerne. Mobilen er "kommandocentralen", og 96 procent har en mobil, 98 procent af disse slukker den aldrig, og over halvdelen sender over 20 sms-beskeder om dagen. Én ud af fire føler sig ofte stressede. En voksende gruppe tror på Gud (51 procent), men de synes, at hans venner er ret kedelige, så det er ikke kirken, der udgør den primære ramme for deres spiritualitet. De unge tænker stadig mere over de store spørgsmål i livet, men har det svært med at finde svar, der "holder". Flertallet giver udtryk for, at de ikke har brug for en stor historie/ideologi til at skabe mening og sammenhæng i deres liv. De tror mere på den historie, de er med til at skrive sammen med deres familie og venner.

82 procent angiver, at de føler sig lykkelige. Men i virkeligheden er der en del "slanger i paradiset", for eksempel at kroppen måske ikke helt matcher tidens trends, stress, fremtiden . så derfor giver det måske meget god mening med et spørgsmålstegn i "Generation Happy?". Der er meget mere og mange flere detaljer gemt i bogen, end jeg her kan fremvise, og det kan derfor varmt anbefales, at alle lærere og forældre med kontakt til unge i 7.-9. klasse læser denne bog, gerne før din kollega!