For 25 år siden

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Seminarienedskæringerne

Det er forståeligt, at besparelserne på seminarieområdet har opskræmt både de lærerstuderende og seminarielærerne, og der kan ikke indvendes noget imod at grupperne fremhæver alle tænkelige (sammen med en del utænkelige) argumenter imod nedskæringerne.

Foreningens grundholdning skal der ikke herske tvivl om: såvel læreruddannelsen som videreuddannelsen skal have et sådant omfang og en sådan kvalitet, at folkeskolens behov tilgodeses i fuldt omfang. Men det må samtidig være en klar forpligtelse for en faglig organisation at modvirke en overproduktion af lærere, som kan betyde, at vi om en halv snes år står med 10-15.000 arbejdsløse medlemmer.

Det er en kendsgerning, at børnetallet falder, hvilket med sikkerhed indebærer, at der i 1987 vil være cirka 90.000 færre elever end i skolen i dag. Og selv om vi regner med standardforbedringer på 1,5 procent om året (hvilket muligvis allerede er for optimistisk), og selv om vi går ud fra, at katedertimetallet nedsættes, vil der alligevel ved midten af firserne være 4.000 arbejdsløse lærere og i 1990 som nævnt 10-15.000. Foreningen må følgelig medgive, at en begrænsning af uddannelseskapaciteten er nødvendig.

Folkeskolen, nummer 47, november 1980