Anmeldelse

Generation Fucked up

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I disse tider, hvor undervisningsministeren taler for at nedtone demokratidelen i folkeskolens formålsparagraf, er denne bog et interessant og væsentligt bidrag til hele demokratidebatten.

"Generation Fucked up" er en veloplagt e-mail-diskussion mellem to velbegavede og velformulerede unge med fokus på demokratiets tilstand blandt unge.

Udgangspunktet er Morten Albæks lancering af begrebet "fucked up-generation", som han bruger til at betegne sin egen generations manglende engagement og deltagelse i demokratiet. Hans påstand er, at de unge hellere vil se fjernsyn og agere som forbrugere end engagere sig i samfundsdebatten. Rasmus Hylleberg er ikke så pessimistisk i sit syn på de unges engagement. Hans påstand er, at demokratiet og engagementet lever i bedste velgående - blot i andre sammenhænge end tidligere. Med denne uenighed som udgangspunkt diskuterer de væsentlige temaer og problemstillinger samt engagement eller mangel på samme blandt de unge i det moderne samfund. Eksempelvis: den politiske forbruger, partier på skrump, folkeskolen som et kollektivt fordummelsesprojekt, medløberforældre og meget mere. Der kan ikke herske tvivl om, at de begge er engagerede unge mennesker, der bestemt er med til at holde den demokratiske gryde i kog.

Formen med at udgive en bog, der er udskrifter af en mail-korrespondance, er en fornyelse, der harmonerer godt med nutidige kommunikationsformer og hænger fint sammen med en af Rasmus Hyllebergs pointer - at der skam stadig debatteres - selv om det ikke foregår i partiforeninger.

Nu, så tæt på valgene til de nye kommuner, vil det være en rigtig god idé at bruge nogle af temaerne fra denne bog som diskussionsoplæg i de ældste klasser.

Og forhåbentlig bliver demokratiaspektet bevaret som en væsentlig del af grundlaget for folkeskolen!