Anmeldelse

Forstyr ikke mine cirkler

Matematik for talfreaks

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvor er dette en vidunderlig bog. Og ikke kun for talfreaks!

En gavebod af indblik i matematikkens og tallenes fascinerende verden. Veloplagt og med begejstring føres vi rundt i diverse matematiske problemstillinger, geometri, kunst, musik, arkitektur og så videre.

Citatet "Forstyr ikke mine cirkler" stammer fra Arkimedes, der blev dræbt af romerske soldater, da han i dyb koncentration om løsning af gåden om cirklens omkreds bliver afbrudt af soldaterne. Ved afbrydelsen fremsiger han de berømte ord, og i vrede over denne afvisning dræber soldaterne ham så. Cirklens forunderlige sammenhæng med diverse polygoner er et af de mange matematiske emner, Anker Tiedemann tager fat på at belyse.

Og så er der de små historier med skjult logik, for eksempel: Der var en blind tigger, der havde en bror, der døde. Men manden, der døde, havde ingen bror. Hvordan kunne det nu gå til?

Forfatteren giver også interessante indblik i matematikkens historie, og vi guides rundt i kalendersystemer, koder, trick med tal og meget andet.

Bogen er opbygget som små opslag med hver sit tema. Det betyder, at den kan læses punktvis og efter interesse for de pågældende temaer. Som eksempel på disse opslag kan nævnes "I Kinas ordbøger skal man kunne tælle", "Hemmelige breve med kode fra 1500-tallet", "Taltricket i den egyptiske papyrus", "Japanernes vævede matematik", "Låsen, der åbnes med hjernekraft" ...

Det vil være en fremragende idé at have denne bog stående i de ældste klasser til "matematikfrilæsning". Gerne sammen med Anker Tiedemanns andre udgivelser: "Matemagi" og "Den gyldne femkant". Og alle matematiklærere (og andre: "også for dem, der for længst har glemt, hvad der stod på skolens sorte tavle") kunne starte med at ønske den i julegave.

Powered by Labrador CMS