Sfo-pædagogikken (skolefritidsordningen) er underbelyst, og dens vejledning er svag. Vi venter spændt på en bekendtgørelse. Skal den fremover raffinere sine potentialer eller tage sig af det, skolen ikke når?

Et grundtræk ved sfo ligger i begrebet fritid. Det henviser til, at man som menneske selv har stor indflydelse på det, tiden bruges på. Sfo'er synes, dette også gælder for børn, og det støtter Børnekonventionen dem i: »Deltagerstaterne anerkender barnets ret til hvile og fritid, til at lege og dyrke fritidsinteresser ...«. Derfor betegnes sfo'en som børnenes sfo. Skolen er ikke fritid for børn, men mål og delmål sat af voksne, der vil børn noget bestemt. Skolen er ikke børnenes, men folkets skole.

Det bedste, børn ved i sfo'en, er at kunne komme ud af det med andre børn, at have en sjov og spændende dag sammen. Det værste er, når man bliver holdt udenfor, drillet eller bare ikke kan finde på noget godt at lave sammen. Fællesskaber, gruppeliv og venskaber.

Er det nok? Kan børn lære noget af det? Masser. Børn lærer af at se på andre, imitere andre, de lærer ved at samarbejde og konkurrere, ved at blive lært op af andre og ved at lære fra sig. Og der er intet videnskabeligt belæg for, at disse andre skal være voksne. Visse læringsformer falder os endda svært. Det er sjældent, at børn og voksne samarbejder og konkurrerer på autentiske måder. Hvis voksne gør det, virker de lidt umodne. Men mennesket lærer meget i konkurrence og samarbejde.

Børn vil gerne være store børn, men ikke voksne. Seksårige vil kunne det, de niårige kan. Børn vil læres op af andre børn. Store børn nyder det. Små børn skubber store børn frem, får dem til at opføre sig som store. Sfo'en er aldersblandet, det er klasselokalet ikke. Det giver læringsrummet helt særlige potentialer, der kan udvikles langt mere. Sfo'en skal tage sig af det gode gruppeliv, gruppeprocesser og fællesskaber. Fordi børn vil det, og fordi de kan lære en masse af det.

Der er flere grunde. WHO siger, der mobbes for meget i Danmark. Pisa taler om meget uro i klassen, børn beklager selv larmen. Skolen vil rumme børn, der fylder for meget. Drenge og piger har forskelligt udbytte. Og den integrationsmæssige styrke over for vores tilflyttere, de etniske andre, kan sagtens forbedres.

Det lyder lidt 70'er-agtigt. Gruppeliv. Den senmoderne opmærksomhed på individet og dets selvdannelsesproces giver indtryk af, at det skal have pædagogikkens udelte opmærksomhed. Ofte som om det er særlig børnevenligt: »Det enkelte barn i centrum«. Det er det ikke. Det er politik. Børn vil være med, og det kan man ikke i ensom majestæt. Nogle skal sørge for, at børn kan blive ved med at være med på gode måder.

Fra OECD gives opskrifter på et succesfyldt liv og et velfungerende samfund i form af tre nøglekompetencer. Den første er: At kunne interagere i socialt heterogene grupper. At kunne samarbejde, løse konflikter, etablere fællesskaber og tåle forskellighed. Det gode og stærke gruppeliv er et hypermoderne projekt.

Sfo- og skoleledere svarer, at sfo'en styrker børns sociale udvikling og er vigtig for integration af socialt udsatte børn. Sfo'en bør derfor fastholde at ville være fritid for børn og udvikle praksis i forhold til gruppeliv og processer. Indholdet skal være børnerelevant, og det sociale livs former bør være sfo'ens primære fokus. Sfo'en kan, og børn vil have det. Og børn skal høres, hvis der skal være en sandhed i, at det er deres fritid.

Pernille Hviid er lektor ved Institut for psykologi, Københavns Universitet