Skolen er sværere at vende end den største supertanker, det tager otte-ti år, før resultatet af en kursændring kan måles konkret og sammenlignes med det gamle system - dette er nu engang tidsperspektivet. Et arbejdsliv er cirka 35-40 år - man kan altså, hvis det hele er timet rigtigt, nå cirka tre ændringer i et arbejdsliv.

Småjusteringerne må altså følgelig henføres til det »religiøse« gebet - det rene trosområde.

Det virker temmelig frustrerende på de implicerede, når kursen uafladeligt lægges om - det kan give anledning til nogen kynisme - i det mindste bliver entusiasmen efterhånden noget anstrengt, når en ny regering straks skal score nemme point hos vælgerne ved at foretage ligegyldige småændringer af undervisningsformen og kritisere lærerne og læreruddannelsen. Resultaterne på sidstnævnte område kan i øvrigt først erkendes efter 15-20 år.

Da glemselskurven er cirka 80 procent per år og samtidig viser en stærkt selektiv tendens, kan man tænke sig til resultatet.

Lærerne er et taknemmeligt folkefærd at »jage«, alle kender et passende udvalg personligt ofte i mindst to omgange. Skulle resultatet af lærernes samlede bestræbelser - selvom de var både omhyggelige og velmente - vise sig at være lidt pauvre, ja så er det eneste sted at placere anvaret jo givet på forhånd, når man lytter til forældrene.

Nu er der - og har altid været og vil vedblivende være - stor forskel på den enkeltes medfødte forudsætninger, og de kan desværre ikke forbedres ved pædagogiske tiltag og langt mindre ved nogen form for lovgivning. Man kan beklageligvis kun konstatere, at det er sådan, og efterfølgende tage de mest vidtgående hensyn hertil i undervisningen.

Måske det her er på sin plads at citere afdøde doktor Lieberkind, som sagde, at man aldrig burde gifte sig, før man havde set sine børnebørn! Eleverne bør i sandhed opfordres til at vælge deres forældre med den største omhu.