Debat

Sund kost behøver ikke være kedelig

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Færre og færre skolebørn har i dag madpakker med hjemmefra. Nogle springer helt frokosten over, mens andre køber en pizza i frikvarteret. Mange børn spiser derfor forkert. De seneste undersøgelser fra Dansk Fødevareforskning om børns kostvaner viser faktisk, at børn i dag spiser mere slik og lige så meget kage som rugbrød. Andre undersøgelser viser, at børn og unge har brug for et sundt måltid mad midt på dagen. Det øger deres koncentrationsevne og dermed indlæringsevne. Det synes jeg er vigtigt, og derfor arbejder jeg for, at børn også i skolen har mulighed for at få en sund og næringsrigtig frokost.

Jeg mener grundlæggende, at det er forældrenes ansvar at sørge for, at deres børn får en sund og varieret kost. Men mange har svært ved sen aften eller tidlig morgen at nå at smøre den rigtige madpakke. Og de unge gider måske heller ikke længere spise den traditionelle leverpostej. Vi skal fra det offentliges side ikke bestemme, hvad familierne skal spise. Det skal de selv bestemme. Men vi skal skabe nogle gode rammer, så familierne har mulighed for at træffe det sunde valg.

Jeg vil gerne opfordre alle skoler til at tage emnet sundhed op til debat og etablere en madpolitik. Det kan man eksempelvis få hjælp til gennem Fødevarestyrelsens projekt »Alt om Kost«. Her er der nedsat et rejsehold af eksperter, der tager rundt til skoler og vejleder om sund kost. Det synes jeg er et godt initiativ at benytte sig af. En god madordning vil nemlig lette forældrene for at skulle smøre madpakker og medvirke til, at flere børn og unge end i dag spiser frokost. I stedet for de kedelige, lunkne madpakker kan de nu vælge mellem en frisk salat, en grovbolle med kylling eller en pastaret. Jeg er sikker på, at det vil motivere børnene til i højere grad at foretrække den sunde mad.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Powered by Labrador CMS