Tallene kommer ikke bag på Tobias Holst, der er formand for de Lærerstuderendes Landkreds.
"Vi ved, at de lærerstuderende får for få timer, og den her undersøgelse er blot endnu en bekræftelse af, at læreruddannelsen langt fra er et fuldtidsstudium. Der er behov for at styrke kvaliteten af læreruddannelsen, ikke bare med flere timer, men også ved at stille højere krav til de studerende", siger Tobias Holst.
Tallene fra undersøgelsen stammer fra hovedorganisationen FTF's ungdomsundersøgelse fra maj. Her vurderer 40 procent af de 2.945 adspurgte unge, at der er for få undervisningstimer på de videregående uddannelser. Desuden mener 37 procent, at der er blevet skåret i antallet af undervisningstimer, mens de har gået på deres uddannelse.
24 procent svarer, at de er delvist eller meget utilfredse med kvaliteten, mens resten er tilfredse eller meget tilfredse med deres uddannelser.
Til avisen Metroxpress siger undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V), at han vil have resultatet af undersøgelsen "i baghovedet", når læreruddannelsen skal krediteres senere på året.
"Når vi laver akkrediteringen til vinter, vil jeg have det i baghovedet og se på, om kvaliteten er høj nok, ligesom jeg vil se på, om der er andre faktorer, der kan højne kvaliteten end antallet af undervisningstimer", siger Troels Lund Poulsen.
Ikke et fuldtidsstudium
Månedsmagasinet Undervisere dokumenterede i juni, at timetallet på læreruddannelsen er blevet halveret siden 80'erne. I 1986 var der et krav om 2.500 undervisningstimer på læreruddannelsen. I 1998 krævede det 1.700 undervisningstimer at blive lærer. I 2010 var tallet nede på 1.300 timer, svarende til gennemsnitligt 13 timers undervisning om ugen.
I en senere undersøgelse fra den internationale Eurostudent-tilfredshedsundersøgelse, blev det endnu engang bekræftet, at de danske lærerstuderende i gennemsnit blot bruger 31 timer sammenlagt om ugen på deres uddannelse, 13,9 timer til forberedelse, 15,5 timer på undervisning og 1,7 på praktik.
De adspurgte unge i undersøgelsen er alle mellem 18 og 34 år og er blandt andet studerende og færdiguddannede lærere, pædagoger og unge inden for finans- og sundhedssektoren.
40 procent af de studerende vil have flere timer
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.