Politikken og virkeligheden

Lærere skal specialisere sig, siger statsministeren. Problemet er den manglende sammenhæng mellem uddannelse og skole, mener professor

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På Christiansborg taler politikerne om en specialiseret læreruddannelse, senest statsminister Anders Fogh Rasmussen, der i sin åbningstale i Folketinget sagde:

»Lærerne skal i deres uddannelse specialisere sig langt stærkere end i dag. Og de skal undervise i det, de er specialister i. Det giver en bedre undervisning. Det giver dygtigere elever«.

Men nyuddannede lærere taler mest om praksischok. Om at afstanden mellem teorierne på seminarierne og virkeligheden på skolerne er for stor. Det har lærerne gjort i 30-40 år nu, senest i en resolution fra DLF's kongres for nylig:

»Fagdidaktikken og linjefagenes samspil med faget praktik i læreruddannelsen skal styrkes«. Det ville give en bedre undervisning.

Skive Seminarium har gjort noget ved sagen i et forsøg over to år, hvor undervisningen i linjefagene pegede direkte frem mod praktikken, og hvor der blev afholdt konferencer mellem praktikskoler og seminarium.

Seminariet tættere på skolen

Det gik så godt, at erfaringerne er værd at tage med i en reformering af læreruddannelsen, mener professor Per Fibæk Laursen, Danmarks Pædagogiske Universitet, der har evalueret projektet.

»Det tættere samarbejde mellem seminarium og skoler er en klar gevinst. Man kunne med fordel i en ny lov give praktikskoler og seminarier pålæg om at arbejde tættere sammen«, siger Per Fibæk.

»Man kunne også gøre det til et krav, at linjefagene skal samarbejde mere forpligtet med praktikken. Det var de studerende og faktisk også seminarielærerne meget glade for i Skive-projektet«, tilføjer han. »Treklangen mellem fag, praktik og pædagogik er vanskelig for de studerende. De har brug for, at seminariets undervisning mere målrettet skaber den treklang«.

Per Fibæk advokerer for en praksisorientering af teorien, ikke for en af-teoretisering, understreger han.

»En af-teoretisering vil føre til en udvikling, som vi har set i England, hvor læreruddannelsen nærmest bliver en ren mesterlæreuddannelse, der foregår ude på skolerne. Det vil være meget uheldigt. Det vil gøre den til en konservativ uddannelse, hvor de studerende ikke får overblik og ikke er i stand til at skabe nyt. Den teoretiske del skal fastholdes, men den skal praksisrettes i langt højere grad«.

Det gælder også de pædagogiske fag, mener Per Fibæk Laursen.

»I dag beskæftiger man sig mest med pædagogiske teorier, men de pædagogiske fag skulle hellere analysere, hvordan virkeligheden faktisk ser ud i skolen. Hvorfor den ser ud, som den gør. Og om hvordan kan man agere i den virkelighed som lærer. Den pædagogiske del bør lægge mindre vægt på idealer og principper. Den skal være meget mere konkret og virkelighedsorienteret«.

Hvordan mere præcist?

»Vi ved fra en hel del undersøgelser, at et af de problemer, som lærerstuderende i praktik og nyuddannede lærere synes er vanskeligst, er at styre en klasse. Det er det, man i gamle dage kaldte disciplin, som man knap nok har et moderne ord for i dag. Men det beskæftiger læreruddannelsen sig stort set ikke med«.

»Der er stort set ingen af de aktuelle bøger inden for pædagogik og didaktik, der siger noget om det spørgsmål. Det er et ubehageligt spørgsmål at have med at gøre. Vi ville gerne have, at de problemer slet ikke eksisterede. Derfor er man tilbøjelig til på et teoretisk og idealistisk plan at lade, som om den slags problemer ikke eksisterer, men de er meget påtrængende i praksis. Derfor bør de pædagogiske fag også tage de udfordringer op«.

»Hvis vi fik nogle nye retningslinjer i læreruddannelsen om, at teorien først og fremmest skal handle om, hvad for en praksis der er i folkeskolen i dag, så ville der ret hurtigt komme faglitteratur frem, der var et svar på det«.

Det var 1966-loven, der skabte teori-praksis-problemet, mener Fibæk.

»Siden 66 har vi i læreruddannelsen haft en forståelse af, at de studerende skal undervises i teorier om undervisning og dannelse og skolens opgave og så videre, ikke i hvordan man konkret underviser i folkeskolen. Man sagde dengang, at det var op til den enkelte studerende og lærer selv at finde ud af at bruge teorierne konkret i praksis. Den tankegang har ført til, at vi har fået problemet med manglende sammenhæng mellem teori og praksis i læreruddannelsen. Tiden er inde til et brud med den opfattelse«, siger Per Fibæk Laursen.

Regeringen fremlægger et forslag til ny læreruddannelseslov i januar.