Anmeldelse

Otello

Piccolo 25 - Musikhistorier

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvis man kan lide både opera og Walt Disneys fredagstegnefilm, må dette hæfte om Verdis opera "Otello" være sagen.

Hæftet består af en 13-siders tegneserie baseret på historien om Otello. Tegnet i en stil, alle børn kender fra "Disneysjov". Dernæst følger tre sider om Verdi og fem sider med forskellige opgaver og forslag til aktiviteter.

Vedlagt er en cd, der varer 15 minutter. På denne kan høres meget små brudstykker af operaen som underlægning for skuespilleren Thomas Mørk, der lægger vokal til alle roller. I bedste Disney-stil.

Hvis man ikke er så vild med nutidens "Disneysjov", er det et spørgsmål, om hæftet kan fænge.

Jeg tror det personligt ikke, men mere interessant er det imidlertid, om vi som lærere vil præsentere det musikalske stof, her operaen "Otello", på denne måde.

Ingen tvivl om, at mange (de fleste?) børn vil finde den morsom og karaktererne genkendelige, men ønsker vi, at der skal gå Disney-sjov i alting, og ønsker vi at bruge de stereotype/karikerede tegneseriefigurer for at få stoffet til at glide ned?

Desværre er det sådan, at vi reelt ikke har fået noget kendskab til operaens musik ved at høre cd´en. Børnene er således stadigvæk på bar bund, når musikken efterfølgende skal præsenteres.

Baggrundsstoffet om Verdi og opgaverne er gode og peger på mange fornuftige og spændende forhold og vinkler på fortællingen. Musikken og sangene tematiseres dog ikke i opgaverne.