Anmeldelse

Fremmed i eget land? / Mødet med Danmark

To dokumentarfilm og et teksthæfte

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hjem til Danmark efter en årrække i udlandet? Mange har prøvet det - de færreste undgår en eller anden grad af kulturchok, og ofte er det meget lettere at rejse ud end hjem. På årsbasis drejer det sig om cirka 20.000 danskere. På denne dvd tages udgangspunkt i to konkrete familier, der for år tilbage har været i henholdsvis Japan og Kenya for en treårig periode.

Den ene film henvender sig til voksne, mens den anden beskriver de unges forhold både i det fremmede og efter hjemkomsten. I materialet kaldes de hjemvendte danskere for de usynlige indvandrere - eller børnene har udviklet sig til Third Culture Kids. På dvd'en er også indlagt et 14-siders teksthæfte med baggrundsoplysninger og oplæg til diskussioner. Teksten er dog ikke umiddelbart nem at finde frem til på skiven, og den kunne med fordel være indlagt i papirformat som indstik i selve kassetten.

Begge film er primært tænkt til andre målgrupper end grundskolens elever, men de kan inddrages som oplæg og til debat om et anderledes kulturmøde på de ældste klassetrin, hvis der ankommer en ny elev med nogle år på bagen i det fremmede.