Umiddelbart er der nok ikke mange danskere, der har fantasi til eller behov for at vide, hvordan børn klarer sig og oplever deres skolegang i det lille buddhistiske land Bhutan. Nødvendigheden af at drage paralleller mellem skolesystemet der og den danske folkeskole er ikke særlig oplagt. Der er nemlig tale om to så vidt forskellige mentaliteter, kulturer og politiske tilhørsforhold, at den danske skole næppe kan suge nyttig erfaring eller viden til sig. Nærmest tværtimod.

Mens den danske folkeskole i stigende grad sigter mod at give den enkelte elev faglige og sociale færdigheder og skabe aktive og demokratiske medborgere, er skolesystemet i Bhutan afgrænset til blot at forme eleverne til at blive lydhøre, ydmyge og disciplinerede borgere, der følger landets moralske love og leveregler. Eleverne lærer kun det, som konge og regering ønsker, de skal lære, for at blive loyale borgere. Det, vi forstår ved indoktrinering. Jeg er netop hjemvendt fra et otte måneder langt besøg i kongeriget, der ligger klemt inde mellem Kina og Indien i Himalaya. Bhutan, der tæller godt 700.000 indbyggere, er et af de fattigste og mest isolerede lande i verden og modtager hvert år økonomisk støtte på 65 millioner kroner fra Danida. Midlerne er hovedsaglig øremærket til forbedring af infrakstruktur og kommer ikke direkte skoleeleverne til gode i form af bedre undervisningsmaterialer eller tålelige fysiske rammer. Under min rejse nåede jeg den fjerntliggende landsby Gasa i det nordlige Bhutan og fik lejlighed til at besøge den lokale skole. Bhutan bliver kaldt det sidste Shangri-La. Og sandt nok, den bjergtagende natur er uovertruffen fascinerende. Menneskene er meget venligsindede og smukke, men mødet med skolesystemet, dens hårde disciplin og stramme indlæring og terperi, var omvendt ikke nogen behagelig oplevelse. Kæft, trit og retning er vejen til succes i elevernes bevidsthed, og frygten for at blive straffet med spanskrør eller hårdt fysisk og beskidt arbejde som at gøre toiletter rene er dagligdag for eleverne. Guleroden for at kunne sine lektier er at være i fred. Jeg underviste i en uge på skolen i Gasa. Min åbenhed, humor og respekt for den enkelte elev blev mødt med undrende blikke. Eleverne er vant til en klar afstand mellem lærer og elev. Fra helt små lærer barnet ydmyghed over for en overordnet. Al undervisning er envejskommunikation. Det er et job, hvor læreren står i sin egen verden og mumler ind i en tavle. Læreren sætter ikke fokus på elevernes alsidighed og udtryksformer, og de lærer ikke at være kritiske. Eleverne sidder stille og siger kun noget, når de bliver spurgt, eller når de i fælles kor repeterer læresætninger og landets regler. Evnen til være et selvstændigt og aktivt individ og debattere forskellige meninger og holdninger, som den danske folkeskole vægter højt, er slet ikke på dagsordenen. Ligesom gruppearbejde er totalt afskaffet. Det vil bare skabe kaos, lyder dommen fra lærerne. Flere gange om ugen bliver eleverne præsenteret for en skriftlig test. Opnår eleven ikke de nødvendige antal point, vanker der med spanskrøret. Mens den danske folkeskole i samarbejde med forældrene løfter opgaven, har forældre i Bhutan ingen medindflydelse på undervisningen. Forældrene kender deres plads i samfundet. De må og skal ikke blande sig.

Det er svært at forestille sig, hvad den danske folkeskole kan tage med sig fra det bhutanske skolesystem. Det tilhører en svunden tid, dengang det engelske skolesystem fra kolonitiden og de victorianske dyder kæft, trit og retning satte dagsorden. Det eneste, vi kan bruge, er igen at slå fast, at den danske folkeskole er en af de bedste i verden. Og det siger ikke så lidt.