Hvori beror det inspirerende i at invitere topfolk fra erhvervslivet til at fortælle folkeskolens skoleledere, hvordan de skal kunne hæve skolens Pisa-dokumenterede, skammeligt lave faglige resultatniveau ved at gøre, som man gør i succesfyldte erhvervsvirksomheder? Enhver ved, skønt det tilsyneladende aldrig nævnes af de indsigtsfulde foredragsholdere, at man i erhvervslivet altid holder et vågent øje med produktionsgangen og altid er parate til at foretage ændringer, når det er, hvad der kræves. I folkeskolen er man derimod fra den politiske top over hærskaren af pædagogiske idémagere og for det meste ned til læreren i klasselokalet enige om under ingen omstændigheder at rette opmærksomheden mod virksomhedens eventuelt manglende hensigtsmæssige indretning. Så hellere opgive at producere det fagligt velforsynede menneskemateriale, der dels selv skal nyde godt af at være fagligt velforsynet, dels føre et råstoffattigt land videre som velbeslået. Så hellere slappe af i spekulativ livsforståelse eller tilværelsesoplysning, eller hvad man ellers kan finder på at kalde det, man fordriver tiden med, når man ikke kan se nogen grund til at føre generation efter generation frem til de højest mulige kundskabsniveauer på folkeskoleplan. Nogen vil nok her advare imod at indrette folkeskolen som produktivitetsfikserede erhvervsvirksomheder. Men til det må man sige, at skolen sandelig er tvunget så mange lysår bort fra, at noget sådant indtræffer, at man vistnok kan skæve lidt til en hensigtsmæssig indretning for at gøre det en smule meningsfuldt at lade, som om man er interesseret i at lytte og lære af erhvervstopfolks belæringer.