Sådan får du ro

De findes på de fleste skoler. Urolige klasser, hvor eleverne råber, skændes og slås. Tre klasselærere fortæller, hvordan de har fået styr på uroen

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Fuck dig, din luder!« er ikke det svar, en lærer helst vil høre, når hun beder en elev om at holde op med at slå en anden elev og i stedet sætte sig tilbage på sin plads. Nogle gange følges svaret op af en latter fra klassen, som på den måde hylder elevens modige oprør.

Det er de urolige klasser, man taler om i pauserne på lærerværelset. Det er de urolige klasser, skolelederen har svært ved at finde lærere til, fordi ingen har lyst til at bruge deres arbejdsdag på at skælde ud. Og det er de urolige klasser, læreren tager med sig hjem i tankerne, mens hun spiser aftensmad, ser fjernsyn eller ligger i sin seng og vender og drejer sig, mens hun forsøger at bearbejde dagens konflikter.