Anmeldelse

Globus B

Grundbog til geografi i 7.-9. klasse

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I denne grundbog har man samlet tre bøger fra "Globus"-systemet. "Vejr og uvejr", "Skabt af is, vind og vand" og "Der skal arbejdes". Gyldendal har dermed givet mulighed for at give eleverne i de ældste klasser indsigt i afgørende naturgeografiske elementer.

I en virkelighed, hvor vi de senere år har oplevet den ene forfærdelige naturkatastrofe efter den anden, giver "Vejr og uvejr" eleverne en grundig indsigt og begrundelse for de mange klimamæssige forandringer.

Gennem beskrivelser, kort og oversigter gives der forklaringer, som præciserer de mange geografiske områder i denne del. Især afsnittet om klimaændringer giver fin indsigt i en lang række aktuelle problemer.

Afsnittet "Landskabsdannelse i Danmark" tager læseren på en rejse fra istiden til nutidens landskab. Med fokus på eleverne i 7.-9. klasse er sproget velvalgt, hvilket fremmer motivationen og den faglige forståelse. Især "På tur langs isranden", et næsten skønlitterært afsnit, hvor Mikkel og hans far er på cykeltur, giver et nærværende billede af landskabets dannelse og betydninger.

Sidste del af grundbogen har fokus på arbejde, råstofproduktion og forarbejdning - og giver samtidig en række eksempler via statistik, billeder og faglige geografiske elementer på overvejelser i de primære, sekundære og tertiære erhverv. Grundbogen giver en rigtig god indgangsvinkel til at arbejde med de geografiske momenter fra materialet. Der gives en god indsigt på området med sigte på fortid, nutid og fremtid.

I grundbogens forskellige kapitler er der henvisninger til geo-aktiviteter, som tager udgangspunkt i de aktivitetsark, der findes sidst i det lærervejledningsmateriale, som udgives til hver grundbog. Derved giver bogen hele tiden eleven mulighed for at fordybe sig i de geografiske områder.

Lærervejledningen giver materialet perspektiv og sætter læreren grundigt ind i området. Eksempelvis i forhold til Fælles Mål, formål og baggrund for selve materialet.

Flere oplysninger kan hentes på www.globus.gyldendal.dk med link og nyt om serien.

Powered by Labrador CMS