Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

En lærer kan gøre forskellen

Adfærd.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Spiseforstyrrelser er et stadig voksende problem for specielt piger og unge kvinder, men drengene er også begyndt. En spiseforstyrrelse er ikke bare et forbigående fænomen, som kan tillægges et ønske om at være tynd eller leve op til et udefrakommende kropsideal. Det er heller ikke et fænomen, som bare går over af sig selv. Dog kan man som lærer gøre en stor forskel ved at finde ind bag spiseforstyrrelsens facade og tage kontakt til den elev, som har det rigtig skidt med sig selv.

Spiseforstyrrelsen rammer typisk børn og unge i alderen 9-16 år. Typisk for en spiseforstyrrelse er, at fokus på mad, sundhed og kropsvægt bliver så stor, at der ikke er overskud til ret meget andet.

Det er ikke altid til at se, at en person har en spiseforstyrrelse. De færreste er alarmerende tynde. De fleste kan faktisk beskrives som meget slanke, normalvægtige eller let overvægtige. Men der er nogle adfærdsmæssige kendetegn, som er karakteristiske. Der er ofte tale om søde, pligtopfyldende, dygtige, perfektionistiske, selvkritiske unge. De kan være overdrevent optaget af deres udseende, spiser meget lidt eller intet i selskab med andre, de stikker til maden, går ofte på toilettet, efter at de har spist. Eller de spiser tit og meget uden at tage på. De undgår gerne sociale sammenhænge, hvor der spises. De kan tale meget om mad og holde øje med, hvad og hvor meget andre spiser. De trives sjældent i store grupper, men knytter sig til en eller to personer eller har ingen venner overhovedet. Nogle isolerer sig mere og mere, i takt med at spiseforstyrrelsen udvikler sig.

En spiseforstyrrelse må grundlæggende betragtes som en overlevelsesstrategi, som nogle udvikler i et forsøg på at løse indre og ydre konflikter. Spiseforstyrrelsen er et symptom på, at noget er galt, og symptomet bryder typisk ud, når de indre og ydre konflikter bliver for meget at bære. Det er derfor vigtigt at tage symptomet meget alvorligt og samtidig forstå, at det i bund og grund ikke handler om mad og vægt, men om følelsesmæssige og psykiske problemstillinger. Indre konflikter kan være dårligt selvværd, sorg, angst, ensomhed og andre følelser, der er svære at håndtere. Der kan være problemer i familien eller i forhold til skole og kammerater. Nogle gange er der tale om omsorgssvigt, psykiske, verbale, fysiske og seksuelle overgreb, og spiseforstyrrelsen bliver da udtryk for meget svære psykosociale problemer. I andre tilfælde kan familien på mange områder være yderst velfungerende, men der mangler følelsesmæssig kontakt og nærhed. I disse tilfælde er det også svært at få øje på, at årsagen ligger i familien. Der kan også være problemer forældrene imellem.

Og hvordan forholder man sig så som fagperson, hvis man har mistanke om, at en elev har en spiseforstyrrelse? Som sagt er en spiseforstyrrelse altid et signal om, at der foregår noget i den unges verden, som skal tages alvorligt, og hvor der er brug for opmærksomhed. Årsagerne kan være mange, og det er derfor vigtigt at tale med eleven og finde ud af, hvordan vedkommende egentlig har det. Bag en udadtil køn og smilende facade gemmer der sig for disse mennesker en helt anden og mere ulykkelig virkelighed.

Det er også en god idé at prøve at danne sig et billede af, hvordan familien har det. Spørg om, hvordan det går hjemme, om der er problemer. Det er vigtigt ikke at lade sig affærdige med et »jeg har det fint« - bliv ved med at insistere og tag kontakt på en respektfuld og omsorgsfuld måde. Det er samtidig vigtigt at huske på, at en fuldt udviklet spiseforstyrrelse i de fleste tilfælde er behandlingskrævende. De færreste kommer ud af en spiseforstyrrelse selv. Men en begyndende spiseforstyrrelse kan standses, hvis der bliver taget hånd om de problemer, som den unge slås med.

»Det er vigtigt ikke at lade sig affærdige med et 'jeg har det fint' - bliv ved med at insistere og tag kontakt på en respektfuld og omsorgsfuld måde«