Anmeldelse

1945

Kampen for Europas og Danmarks befrielse

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ole Steen Hansen, den flittige og fortrinlige oversætter af Antony Beevors og Stephen Ambroses historie-sweepers, har luret sine forbilleder af i en sådan grad, at han nu selv, i egen ret, er blevet vores første historiefortæller af rang i denne genre. Han har fornuftigt allieret sig med Anette Betke, som i vekslende sekvenser fortæller den tragiske historie om de fordrevne tyskere fra Østpreussen: 15 millioner blev revet op med rode og drevet vestpå af Den røde Hær i 20 graders kulde. 250.000 af dem havnede i Danmark i 1945.

Dette krigens sidste år beskrives fra januar til december, og fortællingen bevæger sig fra overordnede beskrivelser til krydsklip mellem helt almindelige navngivne menneskeskæbner. Danmark i besættelsens sidste måneder frem til befrielsen maj 1945 er omdrejningspunktet, mens vi følger krigsafslutningen nærme sig fra både sydvest og øst.

The Royal Dragoons panservogne kæmper sig op mod Danmark, men undervejs støder de ind i koncentrationslejren Bergen-Belsen, som er fuld af tyfus og rædsel. Andre befrier kvindekoncentrationslejren Ravensbrück. De danske jøder i Theresienstadt reddes nordpå med De hvide Busser - og C.C. Nielsen, ung dansk modstandsmand fra Århus, befries af amerikanerne dybt nede i Tyskland efter halvandet års ophold i koncentrationslejre og tugthuse.

Han hjælper amerikanerne med at fange SS'ere, hvorefter han begiver sig hjemad på en 600 kilometer fodtur gennem et Tyskland, hvor vejene er overfyldt af rene folkevandringer.

De tyske øst-flygtninge drives ubønhørligt ud mod Østersøkysten. Tusinder tvinges ud over isen i Frisches Haff, mens lavtgående russiske jagere beskyder dem. De overlevende når frem til de sidste udskibningshavne, hvorfra de sejles til enten Tyskland eller Danmark. De, der ikke redder sig væk, bliver myrdet, mishandlet eller voldtaget af russere i flere lag.

Det er en af verdens grummeste krigsafslutninger, vi er vidne til. Og det er beskæmmende i dag at læse om, hvordan vi i Danmark håndterede den massive flygtningesituation.

Som kontrast hertil står de britiske troppers indtog i Danmark i befrielsesdagene. Mens de slagne tyske soldater trasker sydpå, kører The Royal Dragoons ind til den største festmodtagelse nogensinde i Danmarkshistorien. Og festen varer sommeren over.

Der er en fantastisk flot drive over fortællingen. Navngivne mennesker kommer og går og vender tilbage. Til slut får vi deres videre skæbne efter krigen. Jeg er imponeret over Ole Steen Hansens omfattende research. Året 1945 kunne ikke være foldet mere levende ud.

Bogen er tyk, men spændende som en roman. Den bør være tilgængelig på skolebiblioteket for de store elever, som øjensynlig heller ikke kan få nok af den dér mærkelige krig for over 60 år siden.