Hen over sommeren har undervisningsminister Bertel Haarder og mange andre gjort sig tanker om børnehaveklassens fremtid.

I 2003 trådte Faghæfte 25 i kraft som en del af serien Fælles Mål.

Børnehaveklasserne har altså kun fungeret i to år efter denne nye ordning, der skulle sikre en ensartet undervisning af alle Danmarks børnehaveklassebørn.

Jeg er netop blevet bekendt med, at der er sendt elektroniske spørgeskemaer ud til visse af mine kolleger, men det er ikke lykkedes mig at få indsigt i indholdet i undersøgelsen. Jeg er heller ikke klar over, hvilke kriterier der ligger til grund for udvælgelsen af deltagere, men eftersom undersøgelsen havde deadline den 7. september, har den vel logisk set ikke kunnet danne grundlag for Bertel Haarders udtalelser allerede midt i august?

Så man kan jo kun gætte sig til, hvad tankegangen om forandring er baseret på.

Årsagen er forhåbentlig ikke den flittigt citerede Pisa-undersøgelse. Virkningen af indførelsen af Faghæfte 25 vil jo først vise sig efter 9. klasse, altså om adskillige år.

I rigtig mange børnehaveklasser har de kommende 1.-klasse-lærere allerede timer i klassen sammen med børnehaveklasselederen, og der lægges et stort arbejde i, at dette samarbejde fungerer til gavn for alle parter, således at Faghæfte 25's krav opfyldes.

Der arbejdes ud fra en overordnet fælles planlægning af, at »dansk« opfattes som både begrebstilegnelse, sprogforståelse, talesprogsstimulering og funktionel skriftsprogsstimulering, og der tages hensyn til, at forskellige børn kan nås ad forskellige kanaler (visuelt/auditivt/taktilt musisk/motorisk). Der arbejdes med børnestavning og lydéring, så børn smager på ordene og lytter sig til, hvordan ord staves og skrives, ud fra de vidt forskellige forudsætninger, der er hos børnegruppen.

Børnene skriver sig så at sige ind i læsning på denne måde ud fra børnehaveklasselederens opfordring og tilskyndelse samt børnenes egne indre behov for at formidle deres tanker. For eksempel tegnes og skrives der ofte efter en fælles konkret oplevelse, som alle klassens børn har haft sammen.

Erfaringerne viser, at det er vigtigt, at lærertimerne placeres, så arbejdsprocessen og kontinuiteten i børnehaveklassen ikke slås i stykker. En lærer, som dukker op hist og pist i anden lektion her og fjerde lektion der, fordi lærerens arbejde skal gå op med den overordnede skemalægning, kan ikke indgå i børnehaveklassens projektorienterede småbarnspædagogik på en tilfredsstillende måde.

Børnehaveklasselederen er med den nuværende organisering den gennemgående tryghedsfigur i barnets liv i alle klassens ugentlige timer og er garant for, at der altid er en voksen ved hånden, der ved, hvad der er sket over tid i barnets liv, og kan stå det bi, når det kniber.

Især først på skoleåret ved overgangen fra børnehave til skole er dette en vigtig pointe, da barnet i børnehaven altid har haft en tilgængelig voksen ved hånden. Børnehaveklasselederen skal altså stille og roligt føre barnet ind i skolens anderledes kultur, med alt hvad dette indebærer.

Hvis man afskaffer begrebet børnehaveklasse, som regeringen har opfordret til, frygter jeg, at trygheden, den rolige indførsel i klassefællesskabet, og socialiseringen vil være truet, da man bliver tvunget til at fokusere mest på den faglige, formelle del af barnets udvikling.

Haarder påstår med rette, at læsning er al undervisnings moder. Jeg vil tilføje, at tryghed er al udviklings mormor. Uden tryghed ingen udvikling.

Lise Buhr er børnehaveklasseleder og formand for Børnehaveklasseforeningen