Debat

Grotesk påstand

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folkeskolen skriver i lederen i nummer 36, at jeg ønsker regeringens globaliseringspolitik reduceret til et spørgsmål om butikken Danmarks konkurrenceevne, fordi jeg har foreslået at give NGO'erne flere penge til udviklingsprojekter i fattige lande mod selv at skulle finansiere deres oplysningsaktiviteter i Danmark. Jeg finder påstanden grotesk, og det er dybt bekymrende, hvis bladet er af den opfattelse, at debat og oplysning kun kan udføres af folk, der bliver betalt for det af staten. Det er en umådelig trist samfundsopfattelse.

I dag er de fleste danske NGO'er primært støttet af danske skattekroner. Og hvis staten - ud over at støtte størstedelen af NGO'ernes konkrete udviklingsprojekter i fattige lande - også skal finansiere alle NGO'ernes aktiviteter i Danmark, ja så synes jeg, NGO'erne har et stort problem med deres folkelige forankring som private organisationer. I forvejen har danske NGO'er meget favorable vilkår i forhold til NGO'er i andre lande, hvor de mange steder mødes af et kontant krav om egenfinansiering for overhovedet at kunne få offentlig støtte.

Fremover skal NGO'er selv finansiere deres oplysning, i den udstrækning de finder oplysning vigtigere for udviklingsarbejdet end konkrete udviklingsprojekter i fattige lande. Dén debat og prioritering skal fremover foregå i den enkelte NGO, i stedet for at der som nu er en åben kasse at hente oplysningsmidler fra. Hvis NGO'erne har overbevisende argumenter for, at oplysning i Danmark på lang sigt er lige så vigtig for udviklingslandene som projekter i fattige lande, så er jeg sikker på, at medlemmer og andre bidragydere fortsat vil donere penge til organisationerne, i samme størrelsesorden som de gør nu. Hvis ikke, så er det klart, at NGO'erne må omprioritere til fordel for flere projekter i ulandene.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Svar

De mange ministerord kan ikke dække over, at regeringen vil finde 32 millioner ekstra kroner til udviklingsprojekter ved at fjerne 32 millioner kroner fra oplysningsvirksomhed om bistandsprojekter.

Og de kan ikke dække over, at regeringen har skåret 13,53 milliarder kroner ned på udviklings- og miljøbistanden fra 2002 til 2005.

-th