Profeten Esajas' syner står med den danske folkeskoles hjælp foran opfyldelse i vor hjemlige verden. Med den rette forsagelse af test, faglig undervisning og anden ugudelig omgang med frugterne fra kundskabens træ står en ny tid for døren, hvor ulven skal gå hos lammet, panteren hvile hos kiddet, kalven og ungløven græsse sammen og meget andet fra de profetiske syner. Med folkeskolens hjælp skal en ny slægt bebo jordens flade. En slægt af ædle ideale demokrater, hvis hjerneceller overhovedet ikke vil kunne fostre én eneste syndig tanke, endsige henfalde til fordums tiders omgang med fascisme, nazisme, krige og nabostridigheder. En slægt af tidselgemytter, der med prædikerens ord vel egentlig er skabt som gode mennesker, men som nu har så mange sære ting for, skal fortrænges af en slægt med hjerner, hvis rænkeproducerende celler ganske er lagt øde, og som vil skabe paradisiske tilstande på en forhen så syndig jord, og hvor vi alle kan få os en befriende latter over Pisa og andre af slangens djævelske forsøg på at fastholde os i vor virkeligheds gudsforgående jammerdal. Oh, hvilket livsaligt udsyn til en verden, hvor individer med deres selviske individualitet er manet bort til fordel for et Paradis, hvor den enkelte ikke er noget, men hvor fællesskaberne er alt. Disse livsalige syner voksede ud af Det Alternative Sorø-møde, der tilsyneladende kun husede én frafalden sjæl, nemlig den Christine Antorini, der prøvede at forstyrre idyllen med en spag fastholdelse af den fæle haarderske snak om test. Men læs selv i Folkeskolen nummer 34, hun havde det sandelig også skidt blandt de frelste med sin letfærdige omgang med drømmeverdenen. Profeten mente vist nok, at Gud skulle virkeliggøre profetien. De alternative fra Sorø mener, at det er folkeskolens opgave, da Gud jo ligesom ikke rigtigt får gjort noget ved det.