Skoleleder på Skovvangskolen i Glostrup, Ulla Hansen, har altid set sig selv som pædagogisk leder, men hun har ikke altid haft mulighed for at være det. »Tidligere gik tiden med den her«, siger hun og klasker en hånd oven på computerskærmen.

Sådan er det ikke længere, for skolen har fået ansat en administrativ leder, så nu kan Ulla Hansen koncentrere sig om at sikre undervisningens kvalitet.

Det gør hun blandt andet ved at gå rundt og besøge skolens klasser. Besøgene giver hende større indblik i elevernes og lærernes hverdag. Hun ved mere om elevers faglige og sociale problemer, og hun bliver bedre rustet til at rådgive og vejlede lærerne.

Efter sine besøg i klasserne giver hun lærerne feedback på det, hun har set. Men erfaringerne bruges primært under de klassekonferencer, som bliver holdt én gang årligt for hver klasse. Her deltager lederen og klasseteamet, som består af to til tre lærere, og for de mindre klasser også klassens pædagog fra skolefritidsordningen. Hver klassekonference varer to timer og har et bestemt fokus som teamets målsætning for undervisning eller forældresamarbejde. Hver enkelt elev bliver evalueret, og her kan Ulla Hansen tale med, for hun kender eleverne.

Ansvar for den vigtigste funktion

Skolelederen lægger stor vægt på, at hendes besøg i klasserne ikke er traditionelle kontrolbesøg. »Folkeskolen er en arbejdsplads, og de ansatte har brug for anerkendelse og sparring. Jeg skal ikke give instruktion«, siger hun.

Besøgene viser også, at hun som leder prioriterer undervisningen. »Vi har da et samtaleanlæg på skolen, men vi bruger det ikke. Det forstyrrer undervisningen meget mindre, når jeg selv bevæger mig over i klassen«.

For Ulla Hansen betyder det meget at være sammen med børnene, så hun får et realistisk billede af hverdagen. Det er vigtigt, at lederen ser det normale, for ellers ser hun kun de ti procent af eleverne, som har problemer derhjemme eller i skolen.

»Mit normalitetsbegreb skal ikke skvatte til jorden, derfor skal jeg også se de andre 360 børn«.

Ned at sidde på gulvet

Nogle gange er Ulla Hansen bare en flue på væggen, som observerer, hvad der sker i klasselokalet. Andre gange deltager hun mere aktivt i undervisningen.

Dagens besøg i 2.b er et af den slags, hvor hun holder sig i baggrunden. Lærer Mogens Forné øver læsning med børnene. Anette Klarskov Kristensen, der er pædagog fra skolefritidsordningen, deltager også, og en gang imellem afbryder hun læserunden. »Græsplænen er rød«, siger hun pludselig, og hele 2.b kaster sig ned på gulvet. Når hun siger noget, der er falsk, skal eleverne ned at sidde på gulvet, og hvis det er sandt, skal de op at stå på stolene. Mogens Forné går videre med læsningen, men bliver hurtigt afbrudt igen.

»Døren er blå«. »Børn er blå?« er der en dreng, der måbende gentager.

Indtil nu har Ulla Hansen siddet ubemærket i det bagerste hjørne, men nu griner hun højlydt. »Det gode ved de her besøg er også, at man hver gang bliver mindet om, hvor spændende undervisningen kan være«, siger hun.

»Døren er rød«. Så lige meget hvad der egentlig blev sagt, skal alle ned på gulvet. Og så er det op på stolen igen med pegefingeren på den næste sætning i læsebogen.

Tryghed og rådgivning

Mogens Forné er tilfreds med Ulla Hansens besøg i klassen, for han ved, at han får noget ud af det.

»Hun kommer ikke bare for at kigge, men besøgene bliver brugt pragmatisk. Jeg får altid at vide, hvorfor hun er der, og jeg får en tilbagemelding bagefter«, siger han.

Det er også skolelederens eget indtryk, at lærerne er tilfredse med besøgene. »Ellers skjuler de det i hvert fald godt«, griner hun.