Kloge-Åge på tv

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Danmarks klogeste barn« er et tv-program, hvor 11-12-årige konkurrerer om at have den største paratviden. De næste ti uger vil 80 børn konkurrere om æren at være landets klogeste barn.

Hvorfor vil I kåre Danmarks klogeste barn?

»Vi gør det, fordi vi tror, det giver en god tv-udsendelse, som vil have appel over for mange familier og børn rundt omkring i landet«, siger TV-Danmarks programchef Martin Dalgaard.

Er I sikre på, at I ikke gør det, for at de voksne skal føle sig kloge på børnenes bekostning?

»Overhovedet ikke. Spørgsmålene er udformet, så børnene kan svare på dem. Jeg vil nok tro, at de fleste voksne vil forvente, at de er lidt klogere end børn på 10-11 år. Der er ikke noget med, at de voksne vil synes, at børnene ikke er kloge. Det tror jeg ikke«.

Hvordan tror du, det er at være et af de børn, der ender med det laveste pointtal?

»Det er noget, som børnene er helt indstillet på. Det kender de fra deres hverdag, hvor der også bliver delt point ud i forskellige sammenhænge. Der er mange hundrede, der har henvendt sig, så de ved godt, at der er ganske få, der kan vinde. I øvrigt bliver der i programmet gjort meget ud af, at de børn, der får det laveste pointtal, ikke bliver hængt ud, men tværtimod også får ros for deres indsats«.

Hvordan gavner børnekonkurrencer samfundet i almindelighed?

»Vi laver det, for at det skal være et godt tv-program. Man kan sige, at det gør i hvert fald ikke noget dårligt. Og hvis man skal sige, at det gør noget godt, så synes jeg personligt, at det er godt, at der bliver sat fokus på nogle sunde kompetencer hos børn«.