DLF-pensionister står stærkt

Pensionistarbejdet rundt om i landet går godt, og DLF-medlemmer står stærkt i Statspensionisternes Centralforening

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Det er mit indtryk, at der er fremgang i det lokale arbejde«, fortalte hovedstyrelsesmedlem Lone Mygind Møller i sin årsberetning ved pensionistfraktionens årsmøde i sidste uge.

Der er ikke nogen undersøgelse, der viser det, men det indtryk har hun fået ud fra besøg i DLF's kredse og henvendelser fra pensionerede medlemmer. Der kommer flere pensionistklubber, kredsene bakker dem op, og de pensionerede selv bliver mere og mere engagerede. Repræsentanterne fra amterne underbyggede Lone Mygind Møllers indtryk og fortalte, at der rundt om i kredsene er godt gang i pensionistarbejdet, selvom der i de fleste amter ikke er noget formaliseret samarbejde mellem kredsene.

Et andet punkt var DLF-medlemmernes rolle i Statspensionisternes Centralforening (SC), hvor over halvdelen af medlemmerne er pensionerede lærere. Foreningens andre medlemmer er pensionerede postarbejdere, politimænd, akademikere og statsansatte. Under overenskomstforhandlingerne i 2005 lykkedes det i samarbejde med SC at få tjenestemandspensionen reguleret med en procent, og foreningen vil nu arbejde videre på at forhøje tjenestemandspensionen yderligere, så den følger den fulde lønudvikling. »Jo flere tjenestemænd, der kan presse på, jo bedre«, sagde Lone Mygind Møller. Hun vil arbejde på, at SC bliver en mere slagkraftig forening.

Henning Pedersen, som første maj i år blev ansat som redaktør for foreningens medlemsblad »Statspensionisten«, vil også gøre sit til, at det lykkes. Han vil opfordre flere til at skrive indlæg til bladet, og artiklerne skal være mere fremadrettede og provokerende, så medlemmerne tager til genmæle.

Kulturelle kurser med fagpolitik

Hvad angår seniorkurser har DLF's forretningsudvalg bevilget 200.000 kroner ekstra til kurserne i 2005, og det har givet mulighed for at eksperimentere med antal, varighed og udformning. Lone Mygind Møller kunne berette, at pensionisterne foretrækker de kulturelle kurser, men at kurserne gerne må have et fagpolitisk indhold, en enkelt overnatning er for lidt, og så er en mindre brugerbetaling i orden. Det er Lone Mygind Møllers indtryk, og det viser også en evaluering, som kursuskontoret har foretaget.

Kommunalreformen kommer til at betyde ændringer i foreningens struktur, og hovedstyrelsesmedlem Niels Munkholm fortalte, hvad ændringerne konkret kommer til at betyde. 95 lokalkredse bliver til 77, som skal gå sammen i ti til 12 forpligtende samarbejder, som hovedstyrelsen fastsætter rammer og retningslinjer for. For pensionisterne betyder omstruktureringen, at pensionistarbejdet bliver mere tydeligt, og at forholdet mellem pensionister og resten af DLF bliver styrket, mener Niels Munkholm.

Værdidebatten skal sættes i gang

Inden årsmødet sluttede, holdt Anders Bondo Christensen et oplæg om den udvikling, der er i gang i folkeskolen. »Hvis ikke vi i Danmarks Lærerforening gør noget, så bliver udviklingen styret oppefra. Vi har brug for at få rejst en debat om, hvad det er for en folkeskole, vi gerne vil have«, sagde han. Det nikkede deltagerne på årsmødet bekræftende til.

Formanden mener ikke, at det kun er de aktive medlemmer i DLF, men også pensionisterne, der har en rolle at spille i værdidebatten.

»Med deres erfaring taler de med stor vægt. De ved, hvor stor betydning det har, at børnene trives i skolen, og jeg er ikke i tvivl om, at de har noget at sige«, tilføjede Anders Bondo.

Gammel Avernæs lagde lokaler til, og det er anden gang, de pensionerede læreres årsmøde blev afholdt.

Tidligere havde pensionistfraktionen to repræsentanter i hovedstyrelsen, men sidste år blev det skåret ned til én, og man fik bevilget et årsmøde i stedet.

»Det er uundværligt, og jeg er meget begejstret for, at vi fik årsmødet. Selvom det godt kan være svært at sidde i hovedstyrelsen selv, så har jeg nu mulighed for at repræsentere et meget bredere bagland«, siger Lone Mygind Møller.

Powered by Labrador CMS