Anmeldelse

Læsedetektiven 1

Faglig læsning

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når de yngste elever har knækket koden og er kommet godt i gang med læsningen af skønlitterære tekster, kommer tiden til at udvide elevernes viden om læsning i et bredere perspektiv. Til det formål kan læreren med fordel bruge Elisabeth Arnbaks materiale: "Læsedetektiven 1" plus lærervejledning, som henvender sig til eleverne i 3.-4. klasse.

Elevbogen er et engangsmateriale, som er centreret om materialets formål at formidle faglig læsning for eleverne på en let og gennemskuelig måde. Det lykkes godt for forfatteren at ramme de forventede opgavetyper, som naturligt hører til målgruppen på mellemtrinnet. Eleverne skal blandt andet "pakke deres læserygsæk". Under den overskrift gemmer der sig solide og relevante opgaver, hvor eleverne møder begrebet faglig læsning, så de kan relatere begrebet til deres hverdag. Eleverne får rollen som læsedetektiver. De skal undersøge tekster, de møder i hverdagen - det være sig ugeblade, køreplaner og så videre. Materialet arbejder også med elevernes metabevidsthed om læsning. Eleverne skal kontinuerligt med opgaverne om faglig læsning forholde sig til, hvordan de læser - en absolut styrke ved materialet. Materialet indeholder også læsetekniske strategier til, hvordan eleverne skal få overblik over det læste.

"Læsedetektiven"s "skudsikre" lærervejledning er kendetegnende ved, at den indleder med en gennemført introduktion til faglig læsning og de didaktiske overvejelser, som læreren bør gøre sig i forhold til disciplinen. Dernæst beskriver lærervejledningen perspektivet i den serie, der kommer til at hedde "Læsedetektiven 1, 2 og 3". Endelig afsluttes vejledningen med en oversigt over de opgaver, der også fremgår af elevbogen - opgaverne "opklares" for læreren i vejledningen. Dansklæreren har afgjort et godt materiale med "Læsedetektiven 1" ved hånden.