Professor Ove K. Pedersen fra Handelshøjskolen i København fortalte på en DLF-konference i sidste uge, at to samfundssystemer har vist sig overlevelses-duelige. Den ene er den markedsorienterede model i de angelsaksiske lande, og den anden er velfærdsstaterne i Nordvesteuropa. Lande som Tyskland og Frankrig, der betjener sig af mellemformer mellem de to succesmodeller, er derimod i krise.

Så forskellige de markedsorienterede lande og velfærdsstaterne end er, så er de fælles om en bestemt opfattelse: Økonomien er i centrum, ikke individet.

Det gælder også de danske toppolitikere i Danmark. Siden landet var på kanten af bankerot i 1970erne, har der således været bred politisk enighed om, at politikken, også uddannelsespolitikken, skal handle om økonomisk vækst. Det var holdningen hos Poul Schlüter, og det er holdningen hos Lykketoft, Poul Nyrup, Anders Fogh og Helle Thorning-Schmidt.

Derfor er det ikke længere politisk muligt at fastholde den danske idé om, at det centrale i skolens formål er elevens personlige udvikling, mener Pedersen. Men der er stadig politisk forståelse for, ja, ligefrem krav om, at skolen skal udstyre eleverne med de tre typer af kompetencer, som allerede er formuleret i formålet i folkeskoleloven, nemlig de faglige, de sociale og de personlige. Det er vægtningen og sigtet, der er det nye, siger professoren.

»Det kollektivistiske, ikke det individualistiske, gør sig gældende nu«, uddyber han. »Man skal ikke udstyre individet med noget som helst for individets egen skyld. Det, individet skal udstyres med, er nogle bestemte færdigheder, der kan være med til at skabe økonomisk vækst«.

»I den økonomiske tænkning, der råder i dag i det her land og i andre lande, er der ikke megen venlighed over for individet. Individet bliver betragtet som et middel til at opnå nogle mål. Individet er ikke et mål i sig selv. Det kan man kritisere og det bør man også gøre men det er en realitet. Det er den måde, visioner og en national politik er blevet tilrettelagt på i hvert fald de sidste 20 år«, tilføjer han.

Mange lærere vil kæmpe imod en så kynisk menneskeopfattelse?

»Så vil jeg sige to ting. Jeg synes ikke, den er kynisk i sig selv. Den baserer sig på den forudsætning, at velfærdsstaterne har udviklet sig til at være så omfattende, at økonomisk vækst er en forudsætning for velfærdsstaterne. Samtidig viser det sig, at velfærdsstaten skaber økonomisk vækst. Velfærdsstaten er en økonomisk succes.

Og for det andet: Hvis Danmarks Lærerforening mener, den skal i modstandskamp dér, så siger min sunde fornuft mig, at den er tabt på forhånd. Den er allerede tabt. Af to grunde: For det første fordi den økonomiske betragtningsmåde har vist sig at føre til en ganske voldsom stigning i vores velfærd. Vi havde aldrig evnet at dække så mange menneskers umiddelbare behov og livsindkomst via kollektive ydelser, som vi gør i dag, hvis vi ikke havde haft en økonomisk vækst. Så visionen har allerede bevist sig selv som en succes, så at sige«.

»Og for det andet er det en tabt kamp, fordi akkurat lærerstanden og andre offentligt ansatte er afhængige af velfærdsstaten. Meget af den argumentation, som man kan høre, er at save grenen over, som man sidder på. Når man argumenterer mod økonomisk vækst, kommer spørgsmålet øjeblikkeligt: Hvad vil du så skære ned på i velfærdsstaten. Ingen steder. Hvor vil du så få pengene fra? Så bliver man svar skyldig«.

Der er muligheder i økonomitænkningen

I stedet skulle lærere hellere se mulighederne i situationen, mener Ove K. Pedersen. Aldrig har offentligt ansatte nemlig stået så stærkt politisk som nu, ganske enkelt fordi velfærdsstaten fremstår som en succes i den globale konkurrence.

Det drejer sig i hans øjne om at kombinere Lærerforeningens skolesyn med de politiske krav i en afbalanceret form.

»Der er masser af plads til et individbegreb inden for den her økonomiske tænkning«, siger han.

»Et individbegreb, som også lægger vægt på kulturel dannelse og personlig modenhed og så videre. Først og fremmest fordi det globale marked er et marked, hvor det er nødvendigt, at man kender grundlæggende til fire forskellige religioner, at man evner at håndtere flere forskellige sprog, at man i det hele taget har en kulturel og historisk viden, som er større end den, jeg blev udstyret med, dengang jeg gik i realskolen, hvor vi hovedsageligt hørte om alle de tabte danske krige og så den ene konge efter den anden, der døde på den ene eller den anden måde«.

»I dag er det ikke tilstrækkeligt, så man kan sagtens med lidt fantasi tænke et nyt og meget mere progressivt individbegreb ind i den her samfundstænkning, som vi har i dag. Det gamle er jo et nationalistisk individbegreb. Vi bliver dannet til at være kompetente borgere i den nationale stat og føle loyalitet og respekt over for de nationale autoriteter, og vi gør det på et protestantisk lutheransk grundlag. Det er en ganske ekskluderende individopfattelse«.

Det nye individ skal være globalt orienteret, mener Ove K. Pedersen. Fleksibelt og mobilt både geografisk og mentalt.