Op til sommerferien har Folkeskolen bugnet af reklamer om kanonlitteratur. Er denne markedsføring udtryk for oprustning af det nationale danske? Under alle omstændigheder sker det, i takt med at elevgrundlaget i skolen bliver mere og mere flerkulturelt. Kanonisering af dansk litteratur i folkeskolens og ungdomsuddannelsernes danskundervisning giver i det hele taget anledning til at spørge, om litteraturundervisningen har til hensigt at danne borgerne til danske nationalister. Kanonisering af dansk litteratur har givet det litterære kanonudvalg anledning til grænsedragninger for danskhed. Udvalgets kommissorium var at liste danske forfatterskaber. Kanonudvalget redegør for, hvorfor netop to typer forfatterskaber kommer med på listen. Den ene type er »de islandske sagaer«, som betegnes som »en fælles nordisk kulturarv«. Det andet forfatterskab er Henrik Ibsen. Med udtryk som »nordisk kredsløb« gøres islandsk og norsk litteratur til en slags koloniseret bufferzone for danskhed. På samme måde som litterære tekster gøres legitime som en del af en danskhed, gøres elevgrupper i skolen det også. Ved det seneste regeringsskifte i 2001 fik regeringen og Undervisningsministeriets embedsværk konstrueret den samme bufferzone som kanonudvalget. Nogle elevgrupper blev defineret inden for legale grænser for et dansk vi-fællesskab, mens andre måtte stå uden for. Anledningen til denne grænsedragning var, at nogle elevgrupper i skolen skulle fratages deres ret til undervisning i deres modersmål. Men der var et nordisk kredsløb, der ikke kunne brydes.

I 1975 fik alle tosprogede elevgrupper i Danmark ret til undervisning i deres modersmål, såfremt de opstillede institutionelle betingelser var i orden. Man vidste i 1975, at EU barslede med et direktiv, der påbød medlemslandene at tilbyde børn af borgere fra EU-medlemslandene undervisning i deres modersmål. Direktivet kom i 1977, men det fik ingen betydning, eftersom alle tosprogede børn i folkeskolen fra 1975 havde fået tilbud om undervisning i deres modersmål. I 1989 anbefalede EU, at man ikke skelnede mellem børn fra medlemslandene og børn af borgere uden for EU-medlemskabet. Denne anbefaling fik ingen betydning, eftersom Danmark ikke siden 1975 havde skelnet mellem EU-borgeres børn og børn af borgere uden for medlemskabet. Undervisning i nogle elevgruppers modersmål blev imidlertid så vigtig en sag for regeringen, at den kom med i regeringsgrundlaget i 2001, da denne undervisning skulle afskaffes. Problemet blev imidlertid det nordiske kredsløb. Børn af finsk og svensk afstamning var sikret inden for rammerne i EU-direktivet fra 1977. Grønlandske og færøske børn var for så vidt sikret undervisning i deres modersmål som følge af rigsfællesskabet med Danmark. Problemet blev imidlertid børn af islandsk og norsk afstamning, som ikke var sikret af et EU-medlemskab, men ligesom de islandske sagaer og Ibsen var disse to elevgrupper en del af såvel kulturarven som det nordiske kredsløb. Også her fandtes der en løsning. En anbefaling fra 1992 trådte i kraft for at sikre fortsat modersmålsundervisning i islandsk og norsk. Et eksempel på, hvordan islandsk og norsk arv synes at være en bufferzone for danskhedens lukkede kredsløb med forskelsbehandling af elever som følge i dagens Danmark.

Bergthóra Kristjánsdóttir, pædagogisk konsulent, CVU København og Nordsjælland, samt ph.d.-stipendiat ved Danmarks Pædagogiske Universitet