Som forholdsvis nyansat psykolog i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR), og tidligere lærer, mener jeg, at det er væsentligt, at man i forhold til debatten omkring skolen også inddrager PPR i sine overvejelser om, hvordan folkeskolen kan blive god og udviklende for alle elever.

I regelsættet om skolens specialpædagogiske bistand er der to hovedopgaver for PPR. Den ene handler om udvikling af skolen og den almindelige undervisning, så den kan udvikle hensyntagen til elever med særlige behov. Den anden opgave er specialundervisningen, som først skal iværksættes efter grundig udredning fra PPR og som et supplement til den almindelige undervisning.

Det indebærer, at PPR har opgaver på individ-, gruppe-, institutions- og systemniveau, som må betragtes som kernen i den pædagogisk-psykologiske indfaldsvinkel. I denne tankegang ligger endvidere, at psykologen aktivt tager del i skolens liv, deltager i udviklingen af relevante undervisningsformer, betragter samspillet i klassen og stadig varetager den psykologiske undersøgelse og de traditionelle psykologopgaver.

For mig at se indebærer lovgivningen, at psykologen indgår aktivt i ovennævnte forhold og derfor kan have stor betydning i vores måde at tænke undervisning og samspil i klassen på. Dette bredere perspektiv på psykologens rolle findes i den vejledning, der omhandler »Folkeskolens indsats over for elever, hvis udvikling kræver særlig hensyntagen og støtte«. Grundholdningen er, at centrum for PPRs opgaver ikke længere er specialundervisningen, men i højere grad handler om en mere konsultativ virksomhed, som yder støtte til lærerne i specialcenteret. Opgaverne bliver ikke kun det enkelte barn, men skolens indsatsmuligheder som helhed. Videre kan PPRs opgaver beskrives som, at psykologen skal inddrages som supervisor i forhold til afdækning af de relationer og samspil, der har indflydelse på resultatet af undervisningen. I denne forståelse iagttages vanskeligheder som forårsaget af manglende kongruens mellem individ og omgivelser, som på dansk betyder, at desto mere man individualiserer et problem, jo mere uforståeligt bliver det, da det kan sammenlignes med at isolere vanskeligheder fra den kontekst, som de er en del af. Det handler om at udvikle en inkluderende pædagogik. For først når skolens og klassens muligheder er udnyttet, rettes opmærksomheden mod individuelle løsninger.

Væsentlige potentialer i mit arbejde som psykolog er at være med til at kvalificere lærere, så nogle af de processer, der foregår i klasselokalet, kan blive genstand for refleksion, så lærere kan blive endnu bedre i forhold til de mange forskellige børn, de møder i folkeskolen. Denne indfaldsvinkel er afhængig af nye måder at anskue daglig praksis på. At ændringer i skolen først og fremmest er et spørgsmål om ændringer i lærernes kognitive opfattelse og fortolkning af praksis, som også indebærer, at læreren nogle gange må nedsætte sit ambitionsniveau og forholde sig til, at der findes elever, som har begrænsede livsmuligheder og bliver nødt til at leve med vanskeligheder hele livet. Hvad enten det drejer sig om sygdom, indlæringsvanskeligheder, adfærdsproblemer eller socio-emotionelle problemer. Overordnet set mener jeg, at mennesket bør betragtes som et skabende og handlende subjekt, som værende i et gensidigt forhold til omgivelserne, og det er derfor ikke muligt at forstå andres subjektive tilstande løsrevet fra konteksten. For mig at se handler det om, at alle har ret til at få en undervisning, der er i overensstemmelse med deres evner og forudsætninger, og derudover skal alle opleve at lykkes og opleve fremgang.

Dette er vel en af de mest betydningsfulde af psykologens og skolens mange opgaver.