Ingen tvivl om, at den radikale Marianne Jelved ikke bliver anledning til nogen fornyelse af folkeskolen og dermed til nogen nævneværdig højnelse af vort lave uddannelsesniveau. Det går jo godt oven i købet forbavsende godt i Danmark, skønt ordet forbavsende vel ofte bruges, når noget indtræffer mod forventningerne. Vi vælter os i rigdomme. Tja. Vi tegner til at blive et fremtidigt investeringsparadis, skønt arbejdspladserne fosser ud af landet. Og vestenvinden blæser for det meste, som den skal, og regnen væder den danske jord. Så det går jo nok et stykke tid endnu. Der er godt nok børn, der får for lidt ud af skolen, siger Jelved. Det er selvfølgelig de svage, der tabes, og de stærke, der forsømmes. Men principielt skal skolen fortsætte udelt altså bortset fra de hold- og gruppedannelser, der tillades til modvirkning af enhedsskolens allermest forbenede fastlåsning af alle elever i det samme undervisningsrum. Og så skal lærerne bare se at blive bedre til at give det enkelte barn de mest optimale muligheder for at lære. Det hele er jo så indlysende nemt. Hvis det altså ikke bare handler om at indføre den rene ordmagi i dansk politik. Hvis nogle (ret mange) børn ikke får noget ud af at gå i skole, så undervis dem dog, så de får noget ud af det. Dette er pædagogisk visdom grænsende til det uforståelige. Læreren skal kunne tilrettelægge arbejdet og kommunikere med det enkelte barn, formaner Jelved. Ja, men hvis skolen var indrettet elevdifferentieret, som den var før 1975, så kunne det for det meste lade sig gøre. Så ville alle Jelveds pegefingerløftede formaninger fra at være gold ordmystik eller udtryk for en kunstart, som Jelved foretrækker at kalde det blive praktisabel pædagogisk virkelighed. Og så ville skolen igen blive rigtig skole.