Anmeldelse

Efterladte efter selvmord

Tre dokumentarfilm

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Umiddelbart skulle denne dvd ikke anmeldes i Folkeskolen, for hvad skal en folkeskolelærer da med oplysninger om selvmord!

Men alligevel fortjener de tre dokumentarfilm om emnet yderligere omtale, idet de også henvender sig til vores faggruppe såvel som til andre med omgang med mennesker.

Hver af de tre dokumentarfilm er centreret om et hovedtema præsenteret som interview med de efterladte.

Chok, skyld, vrede og angst samt spørgsmålet "hvorfor" er omdrejningspunktet i den første afdeling, "Den lukkede dør". Konfrontation med sandheden om dødsfaldet og åbenhed over for omgivelserne beskrives i andet afsnit, "Sandheden om et selvmord", mens tredje afsnit, "En anden udvej", handler om fem unges sorgbearbejdelse via et gruppemøde.

Filmene kan ses uafhængig af hinanden. De to første henvender sig mest til voksne og den sidste mest til unge, men alle tre giver et meget fint indblik i det forfærdelige traume, det er at miste ved selvmord.

Det er gribende beretninger, som på meget lødig facon fremstiller svære problemstillinger og viser en mulig vej til at komme igennem sorgen.

På dvd'en er der yderligere et fremragende afsnit med faktaoplysninger om selvmordsforskningen og flere henvisninger til flere informationer og hjælpeforanstaltninger, hvilket gør materialet brugervenligt og meget informativt.