Anmeldelse

På bærjagt i naturen

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

At gå på jagt efter solmodne, vilde bær er både spændende og sjovt. Gevinsten er der med det samme, hvis bærrene ellers er modne. På en sjov og underholdende måde beskriver denne bog nogle forskellige udvalgte bær, man kan finde rundt om i skove og krat. Beskrivelserne er enkle og præcise og skrevet i et forholdsvis enkelt og lettilgængeligt sprog. Bogen er oprindelig svensk, hvilket godt kan ses på prioriteringen af beskrivelserne. Således er beskrivelsen af blåbær i begyndelsen af bogen, da de er væsentlig mere udbredte på den anden side af sundet end her i landet. Der er også medtaget en beskrivelse af de ret sjældne agerbær, som kun trives højt mod nord, og som derfor ikke er at finde i Danmark.

Hvis man ellers kan se bort fra disse detaljer, er der faktisk tale om en ganske udmærket bog med nogle ret flotte og illustrative tegninger, der klart og tydeligt viser, hvad de skal. Små muntre vignetter rundt om på siderne gør den kun endnu mere tiltalende for de yngre læsere at kaste sig over. Bagest findes forskellige opskrifter lige fra syltetøj til saft. Bogen er efter min mening ikke særlig undervisningsrelevant, men alligevel så tilpas spændende, at den bør være at finde på bibliotekerne rundt om på skolerne, så interesserede af bar nysgerrighed kan kaste sig over bogen.