Christine Antorinis oplæg var ventet med spænding. Hun er ny socialdemokratisk uddannelsesordfører i et nyt Socialdemokrati med en ny formand med en ny politik, som ingen rigtig kender endnu.

Antorini lød som Bertel Haarder på Sorø-mødet. Hun mener, at test og stærk ledelse i skolen er en vej fremad.

Kampen mod test er under alle omstændigheder en tabersag, så glem den, anbefalede hun de forsamlede lærere på Kerteminde-mødet. Der er vigtigere ting på dagsordenen, nemlig restgruppen.

»Jeg har svært ved at se, hvordan det kan være en sort, autoritær skole, vi får ud af test. Det kan godt være, at jeg ville have foreslået noget andet, hvis jeg var undervisningsminister, men vi er nødt til at lægge den diskussion derhen, hvor den passer i niveau, sådan at det ikke kun er det, vi diskutere, og aldrig når til nogle af de andre udfordringer, først og fremmest: Hvordan får vi gang i den sociale mobilitet igen? Hvordan får vi løftet de børn, der forlader folkeskolen med så ringe kundskaber, at de hverken kan fungere som borgere eller medarbejdere, fordi der ikke vil være et job til dem«, sagde Antorini.

Og hvad angår ledelse bør lærerne selv bede om tydeligere ledelse, også i egen interesse, mente Antorini.

»Forudsætningen for, at lærerne kan få frihed i arbejdet og kan løfte opgaven i klassen, er en stærk og synlig ledelse, der bakker lærerne op«, sagde hun.

»Det er en misforståelse at tro, at hvis der bliver udarbejdet målsætninger og rammer, så går det ud over friheden. Mine erfaringer fra veldrevne virksomheder er, at har man en god chef, så har man enorm frihed i arbejdet fordi man bliver bakket op. Han hjælper en på vej, hvis man har nogle trælse kunder eller nogle trælse forældre«, tilføjede hun.

»Dér, hvor man ikke har særlig meget frihed, er dér, hvor man er overladt til sig selv til interne slagsmål medarbejderne imellem og til sure forældre. Så forudsætningen for metodefrihed og pædagogisk råderum i klassen er synlig ledelse, som er en af de ting, lærerne virkelig skal arbejde for at få«, pointerede Antorini.

Hun var på podiet sammen med Margrethe Vestager, der i sit oplæg gav udtryk for en mere konsekvent oppositionspolitik. Hun mente, at regeringens skolepolitik var for centralistisk. De klare mål, som hun selv indførte som radikal undervisningsminister, var udtryk for et mere afbalanceret styringsinstrument. De nationale trinmål er derimod overdrevent centralistiske og var da også en af grundene til, at De Radikale gik ud af folkeskoleforliget.

jvo@dlf.org