Hver sommerferie sin medieharme. Årets sommerferiebæ var rettet mod nutidens forældre, især den gruppe, som kræver ind til eget barn og i værste fald hyrer advokat til at støtte deres ret på.

Årets sommerbæ fik gnavpotter, godtfolk og politikere til at fare til blækhuset, og i læserbreve og netdebat har vi endnu en gang læst om superegoernes omklamrende og enøjede forældreskab.

»Forældre må lære, at deres snotunger ikke nødvendigvis er universets centrum«, skriver en sur Finn William Larsen på Danmark Radios debatsite, og Christine Antorini mener, at det er på tide at sætte forældreopdragelse på dagsordenen.

Enkelte dramaqueens og brokhoveder, hvor brok er image, støder man jo på af og til, men hvor er horden af navlepillende forældre i alt for små sko?

Var det ikke helt unødvendigt at bede min seksårige drengs klasselærer, tre uger inde i børnehaveklasseåret, om at give ham lov, når han genert rakte en finger op og spurgte med lav stemme, om han måtte gå på toilettet. Mest af alt for at undgå gentagelsen af hans første ydmygende oplevelse i skolen, da han måtte lade vandet på stolen og ned på gulvet, fordi han fik et nej.

Var det ikke også et udtryk for total mangel på abstraktion og forståelse for de andre børn, da jeg til det første forældremøde i min yngstes børnehave spurgte, om jeg havde set rigtigt samme morgen, at et fireårigt barn sad i »skammekrog« ude i garderoben. Jeg var endda så fræk, at jeg fandt den efterfølgende snak frugtbar og givende, og morgenoplevelsen blev afmystificeret.

Kan det tænkes, at de ting, som jeg finder helt oplagt at gå i dialog om, kan af Finn og Christine opfattes som tidskrævende, unødvendigt og tidsslugende? Eller er der skabt en myte om dagens forældregeneration? Jeg tror, det er fuldstændig rigtigt, at nutidens mødre og fædre stiller flere spørgsmål, blander sig mere og klager mere. Årsagen kan dog ikke entydigt forklares med at sætte forenklede etiketter på ryggen af os. Der skal kigges mere nuanceret på udviklingen. Et par ingredienser til sættet af forklaringer kan eksempelvis være:

1) Dagens forældre betragter sig som ligeværdige parter og brugere af institution og skoler og spørger åbent ind til ting, de ser og oplever. De sidder ikke med den samme stille autoritetstro over for børnenes omgivelser, som vores forældre og bedsteforældre gjorde.

2) Nogle forældre er meget usikre i deres forældreskab. Det er ikke så mærkeligt. Forældrekulturen har ændret sig, og man læner sig ikke nødvendigvis op ad den forrige forældregeneration. Vi bærer ikke på en klokkeklar kulturarv med hensyn til børneopdragelse, men går nye veje.

I stedet for at afklapse forældre, der navigerer lidt gennem forældreskabet, bør skolemiljøet trække mere på de mange gode kræfter, der ligger i forældregruppen. Kritiske, opmærksomme og spørgende forældre er en supergruppe, der med deres engagement kan støtte op om børnegruppens sociale liv. Med input, inddragelse og opfordring er forældre positive medspillere i den udvikling, som skolen befinder sig midt i.

Nå, nu er tiden løbet for mig. Jeg skal nå at hjælpe min datter med at give skolebøgerne bogpapir på. Min mellemste skal også have en hånd til at lede efter et matematikhæfte, og ikke at forglemme skal de alle tre i seng i ordentlig tid for både børnehave, skole og fodboldklub opfordrer til udhvilede børn.

Helle Rabøl Hansen er antimobbekonsulent