Skriv konflikten ned

Skriftlig fortælling træner læreren i formidling, mener psykolog. Han har selv som lærer prøvet, når teamarbejdet ikke fungerede

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Før jeg blev psykolog, var jeg skolelærer«. Sådan begynder Rasmus Alenkærs nye bog »Narrativ Team-refleksion«. Han fortæller, at han var glad for at undervise og arbejdede som lærer i otte år, men at han oplevede, at teamarbejdet var ustruktureret og ofte blev brugt forkert. Det er baggrunden for, at han nu som psykolog har udviklet en metode til teamarbejde. »Jeg var ellers god til at skælde ud som lærer, men det var jo ikke sjovt at stå der og råbe. Det var også et ensomt job«, siger han i dag, hvor han arbejder som psykolog ved Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i Esbjerg.

Han oplevede, at teamarbejdet fungerede godt, når man planlagde praktiske ting og koordinerede, men teamet udfordrede ikke hinandens fagligheder.

Hvordan hjælper vi Peter?

En dag tog han et problem med urolige elever med til sit team og fik at vide, at de andre ikke havde det samme problem. Nogle mente, at han blot skulle råbe højere, og han fik også nogle gode råd, men det var slet ikke dét, han ønskede. Han ønskede en fælles forståelse af og fælles ansvarlighed for de problematikker, han havde bragt frem.

Han savnede refleksion og kunne for eksempel ikke forstå, at når en lærer havde et problem med en klasse, så var det kun den lærers problem og alene hans ansvar at løse problemet.

»Den daglige drift og teamets udvikling er to forskellige ting. Man skal ikke være sammen om alt. Den dygtige dansklærer skal planlægge, hvilke materialer han vil bruge. Det skal idrætslæreren ikke blande sig i, men vi skal tale sammen om, at lille Peter ikke har det godt«, mener Rasmus Alenkær.

»Det, der ligger ud over fagligheden, skal vi tale om. Det kan være, hvordan vi bedst stimulerer en superklog elev, en stille elev eller en elev med koncentrationsbesvær. Dér skal teamet være sammen, for dér kan man bruge hinanden«.

Ulige forhold

Rasmus Alenkær oplevede at være åben og invitere teamet med ind i klassen, men det duede ikke.

»Kollegial supervision er en svær disciplin, fordi man ryger ind i at rådgive, og så kommer man i ulige forhold. Kollegial supervision virker kun, hvis den anden er klar til at se på sig selv også«.

»Lærere er gode til de store generelle sammenhænge, til at rådgive og komme med svar, men de er ikke så gode til at lytte til, hvad kollegaen egentlig spørger efter. Det skal læres. Vi skal opstille regler. Hvad er din rolle og min rolle? Hvad forventer du? Vi må godt blive fagpersonlige, men ikke personlige. Det nytter ikke at sige du bliver ofte sur. Man kan spørge, hvorfor den anden blev vred i en bestemt situation«, siger Rasmus Alenkær.

Men først skal alle være klar over, hvilken type møde de er til. Er det et driftsmøde, skal vi koordinere, eller har vi et refleksionsmøde? Folks behov er forskellige, så det skal være helt klart fra begyndelsen.

»Vi er et meget demokratisk samfund. Det er utroligt godt, men det betyder, at vi ikke altid når derhen, hvor vi gerne vil«.

Fokus på resurser

Rasmus Alenkærs metode består af tre modeller. Model et er til team, der ikke tidligere har arbejdet med supervision. En model, der umiddelbart og akut kan bruges.

En fra teamet fortæller om en konkret episode, og konsulenten spørger ind. En anden genfortæller historien med sine egne ord. Derefter reflekterer teammedlemmerne efter tur på det fortalte.

De understreger de resurser, de oplever, at fortælleren giver udtryk for. Gruppen reflekterer over, hvilke årsager der kan ligge bag ved fortællingens problematik, og de prøver at komme med alternativer.

Fortællingen skrives ned

Model to går videre. Den appellerer til team, der er optaget af deres egen udviklingsproces, mens model tre i bogen går endnu videre og handler om den overordnede udvikling i organisationen.

I begge modeller skal fortællingen skrives ned.

»Når man holder møde om noget vigtigt eller forbereder sig, så skriver man altid tingene ned. For at holde dem fast og gøre dem tydelige«, siger Rasmus Alenkær.

Fortælleren skal skrive sin oplevelse ned og dele den ud til teamet dagen før mødet, og alle skal have læst den inden mødet. Fortællingen må maksimalt fylde ét ark papir.

»Man skal ikke skrive det ned for skriftlighedens skyld, men det er en træning i at skrive, at formidle og forklare, og det er ikke en uoverkommelig opgave«, siger Rasmus Alenkær.

I model to og tre begynder mødet med, at fortælleren læser op. Bagefter præciseres problemstillingerne, og et andet teammedlem genfortæller historien med sine egne ord. Teamet reflekterer.

Mødet er klart struktureret, og det bliver en samtale om, hvilke årsager der kan ligge bag problematikken, og hvilke alternativer man kunne forestille sig.

Historien nyskrives

Model tre er udvidet med skriftlig efterbehandling nemlig at konstruere en ny fortælling: Hvordan kan vi gøre det bedre en anden gang?

Det er den oprindelige fortæller, der skal nyskrive fortællingen, og han er kun forpligtet til at tage det med fra samtalen, som han mener er meningsfyldt.

»Lærerne er gode til at tage referater af møder, men ikke når det handler om belastende ting som for eksempel en voldsom konflikt med en elev. Men det giver mulighed for at konstruere en ny fortælling med løsningsmuligheder og fortolkninger. Et fortællende referat i anonymiseret form. Og disse fortællinger kan andre bruge«, siger Rasmus Alenkær.

Fortællingerne kan bruges til arbejdet med en ny politik på skolen. Til handleplaner. Men model tre kan kun bruges, hvis man har et godt samarbejde på skolen i forvejen, og ellers må dét etableres først.

Rasmus Alenkær har i sit arbejde med metoden fået tilbagemeldinger fra lærere om, at den har hjulpet dem til at tale bedre med elevernes forældre, fordi lærerne har lært at være mere nøgtern og ikke hele tiden prøve at tolke, hvad forældrene mener.

»Når fortællingen ligger på papir foran teammedlemmerne, bliver det et fælles problem. Man må forholde sig til det som fagperson, og det betyder også, at der bliver mindre føleri og færre tårer, når man når dertil i processen. Man oplever, at der er forskellige forklaringer og flere bud på handling«, siger Rasmus Alenkær.

»Lærerne er gode til at tage referater af møder, men ikke når det handler om belastende ting som for eksempel en voldsom konflikt med en elev«
Powered by Labrador CMS