Lærere ved for lidt om sex

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærerne underviser for lidt i seksualvejledning, og undervisningen er mangelfuld, viser en ny undersøgelse, som foreningen Sex og Samfund har foretaget.

Ved lærerne nok om sex?

»Nej, næsten ingen lærere har fået en faglig uddannelse fra seminariet eller fra kurser, hvor viden om sex og seksualvejledning har været emnet. Vores undersøgelse viser, at lærernes faktuelle viden er mangelfuld«, siger sekretariatschef i Sex og Samfund, Bjarne B. Christensen.

Hvorfor mener du, at seksualvejledningen i folkeskolen er for dårlig?

»Både lærere og elever udtrykker selv, at de finder undervisningen for dårlig. I vores undersøgelse er det under ti procent af 406 lærere, som finder undervisningen god. Halvdelen af lærerne anvender mellem en halv og fem timer på faget i løbet af året. En forklaring på problemerne er, at faget mangler faglighed og status«.

Hvad skal lærerne gøre?

»Lærerne skal blive bedre til at indgå i faglige netværk, til at udveksle erfaringer, efterspørge kurser og sikre brug af supplerende seksualundervisningstilbud«.

Hvor meget skal seksualvejledning fylde i en elevs skolegang?

»Eleverne skal have seksualvejledning, der giver dem viden og kompetencer til at udvikle et meningsfuldt, givende og ansvarligt seksualliv, hvor de kan håndtere og forebygge risici som uønsket graviditet, sexsygdomme og seksuelle grænseoverskridelser. Jeg ved ikke, hvor mange timer det tager, men det kræver flere og bedre input end dem, de modtager i dag«.

Hvad skal der til for at sikre, at der bliver god og ensartet seksualvejledning i skolen?

»Fagligheden skal øges. Fagets status skal øges. Man skal blive bedre til at bruge supplerende tilbud«.