Efter at have rettet/vurderet stile fra overbygningselever i adskillige år har vi i år for første gang haft problemer med at vurdere vore elevers afgangsprøver i skriftlig fremstilling. Skyldes dette opgavesættets udformning eller forskellig opfattelse hos lærer/censor af Undervisningsministeriets bekendtgørelse og vejledning om prøverne i dansk?

Med stor forundring modtog vi nemlig i år hver især vurderingerne fra censor, som i flere tilfælde havde vurderet ganske anderledes, end vi dansklærere havde. Særligt i opgaven »Et eventyr« var der divergerende opfattelser af, hvordan opgaveformuleringen skulle forstås: Skriv et eventyr, som billedet kan være illustration til. Hvordan skal ordet »kan« opfattes? Er det et »kan« eller et »skal«? Og hvornår er et eventyr et eventyr?

Vi har ikke tidligere haft problemer med at kommunikere med de beskikkede censorer, og vi har hidtil haft fuld tillid til systemet. Den har i år fået et knæk, fordi vi føler, at vi har været udsat for en arrogant behandling fra den beskikkede censors side.

Når vi henvender os høfligt til den beskikkede censor, må det forventes, at vi modtager svar i en professionel tone.

Efter forhandlinger med censor, der stædigt fastholdt, at et »kan være« skal læses som et »skal være«, må vi nu tage vores læseindlæring op til revurdering. Hvordan lærer man 9.-klasse-elever at læse et »kan være« som et »skal være«?

Tilliden til systemet brast efter flere henvendelser til konsulenter og Undervisningsministeriet. Hvis disse instanser mener, at »kan være« skal læses som »skal være«, hvorfor så ikke bare skrive »skal være« i opgaveformuleringen?

Vi har i dette forår haft et stort behov for en tredje uvildig instans. En uvildig instans, som i særlige situationer kan træde i funktion. Hvordan kan der være så stor forskel på vurderingen af en opgave? Hvor er hjælpen henne?