»Meget realistisk«

Et jordskælv i en 12 meter lang sættevogn sætter gang i en proces, der giver elever et realistisk billede af, hvad det vil sige at være på et redningshold

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Ska vi derind?« lyder det måbende, mens en anden konstaterer, at »vi skal dø!«

6.v fra Højdevangens Skole på Amager står foran Experimentariums hovedindgang, hvor en stor, sort sættevogn er parkeret. »Redningshold for en dag«, står der hen over siden, og klassen er taget til Hellerup for at afprøve den nye mobile udstilling en sidste gang inden den officielle åbning.

Eleverne griner, mens de tager de blå kedeldragter og rødorange sikkerhedshjelme på. »Jeg er fra secret service«, er der en, der råber, mens han ligesom de andre nøje studerer, hvad der er i den taske, som de har fået udleveret. Gasmasken er klart det mest interessante, men »den må I ikke tage på endnu«, forklarer Kristine, som er en af de tre indsatsledere. Fordelt på tre hold skal klassen rundt til tre stationer, og i rask løb følger Hold Charlie med Kristine ind til førstehjælpsstationen. Først skal børnene lære at tage gasmasken på, og efter en kort instruktion er holdet klar til en test.

»Der er et gasudslip. Det kan være farligt. Tag gasmaskerne på«, råber Kristine, og hendes opspilede øjne vidner om situationens alvor. Den er Hold Charlie med på, og alle griber efter gasmaskerne. Så er der styr på det, og holdet kan gå i gang med førstehjælpen. De ser på røntgenbilleder, lægger forbindinger, og de øver hjertemassage og kunstigt åndedræt. Imens løber et andet redningshold forbi med en såret patient på en båre. »Kan de sidste to få lidt fart på«, råber holdets indsatsleder. Der er fart over redningsarbejdet på Experimentarium.

Midt i en naturkatastrofe

Så er det Hold Charlies tur til at komme ind i jordskælvsområdet inde i sættevognen. Allerede i det første rum kommer der et jordskælv. Det buldrer og ryger, og børnene kravler i sikkerhed under bordet. Alle klarer den, men der er tilskadekomne i fyrrummet, som redningsholdet må ind at hente. Holdet må igennem et snævert kloakrør, hvor vandet drypper, og der er buldermørkt. Lyset fra pandelamperne viser dem vejen til det varme fyrrum, hvor de sårede ligger. Så går alarmen. »Der er et gasudslip. Tag gasmaskerne på«, lyder instruksen over walkien. Gassen viser sig dog at være ufarlig, og Hold Charlie kan fortsætte redningsarbejdet. Med en såret over skulderen trænger en af drengene sig vej tilbage mod trappen op fra det »dødvarme« fyrrum. »Han har brækket benet, så vi har givet ham en forbinding på«, forklarer han. Holdet har fundet i alt fire »tonstunge« sårede, som de har med på slæb. »Vi skal have dem alle sammen med ud«, er de enige om. Så lyder alarmen igen. »Kom ud, inden det eksploderer«, er der én, der råber længere fremme i mørket. »Jeg skal i hvert fald ikke være redningsmand, det er for hårdt«, konstaterer Christian med et støn, da alle er kommet ud i god behold.

Hjertemassage set indefra

Den sidste station er operationsstuen, hvor holdet skal dissekere hjerte og lunger fra en gris, og børnene finder blandt andet ud af, hvorfor den ene hjertevæg er tykkere end den anden, og de ser, hvordan lungen vokser, når man puster luft ned gennem luftrøret.

Til sidst er det tid til en kort evaluering. »Det var totalt for sejt«, »spændende, men hårdt«, lyder de hurtige bud. »Jeg har lært meget. Både at give kunstigt åndedræt og at jeg ikke har så meget klaustrofobi alligevel«, siger Daniel, som er glad for, at han gik med i fyrrummet, selvom han var bange. Daniels beskrivelse passer godt med projektleder Henrik Helsgauns tanker om rollespillet. »De får rykket en lille bitte grænse ved at melde sig til at gå ind og hjælpe, selvom de står med vand i øjnene og er nervøse. De skal lære at hjælpe hinanden«, forklarer han. Ideen er, at hver station skal svare på nogle spørgsmål, men også stille nogle nye. Rollespillet skal hjælpe børnene til at dokumentere over for sig selv, at de har lært det, de skal om førstehjælp. »Det er én stor leg, og derfor lærer de meget af det«, siger Henrik Helsgaun.

Selvom hydraulikken, som styrer jordskælvet, drillede lidt, er 6.vs samlede konklusion entydig: »Meget realistisk«.

Redningshold for en dag

Experimentariums mobile udstilling åbner officielt den 25. august på Experimentarium, og derefter tager den på turné rundt til folkeskoler landet over. Udstillingen er for 4. til 6. klasse, og for at deltage skal klassen melde sig til hos Experimentarium. Inden besøget får klassen undervisningsmateriale tilsendt, så eleverne kan forberede sig til dagen.

»Redningshold for en dag« kommer til Roskilde, Helsingør, Slagelse, Odense, Svendborg, Århus, Aalborg, Esbjerg og Vejle.

Læs mere