Anmeldelse

Rummelighed, potentiale og kompetenceudvikling

POLOK

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

POLOK betyder potentiale, læring og kompetence. POLOK-projektet er et rummelighedsprojekt, som i Ishøj kommune har været i gang i 2003/04 med afsæt i begrebet om den inkluderende skole og ønsket om at få reduceret tilgangen til specialundervisning og ønsket om, at lærere og pædagoger bliver bedre til at afdække elevers potentialer og vanskeligheder og på det grundlag bedre til at udforme individuelle handlings- og undervisningsplaner. Det er udviklingsprojekt på flere niveauer: læreres og elevers arbejde med elevernes læring og lærernes egen kompetenceudvikling, efteruddannelse af lærere i den forbindelse og ændringer i skolers organisatoriske forudsætninger for at kunne løse opgaven. De tre niveauer er koblet tæt sammen, således at efteruddannelsen består i konkret at udruste og træne lærerne og pædagogerne rent praktisk, men også teoretisk funderet.

Projektet har på to Ishøj-skoler i udgangspunktet involveret 20 lærere og 50 elever. Der er arbejdet med systematiske beskrivelser af elevers forudsætninger under anvendelse af et værktøj, som kaldes PAS (pædagogisk analyse system), og som er udviklet af et konsulentfirma. I proceduren er der indbygget brug af videooptagelser af afdækningsarbejdet, og disse er blevet anvendt direkte i forhold til eleverne og deres forældre, og de har været grundlag for teoretisk bearbejdning på det grundkursus på fem moduler, som alle lærerne har deltaget i. Hertil kommer, at et mindre antal af lærerne har fået en ekstra uddannelse som PAS-konsulent med henblik på at kunne supervisere og støtte deres kolleger på de to skoler og også gerne på andre skoler i det praktiske arbejde.

Rapporten indeholder ud over beskrivelser af projektet redegørelse for det teoretiske grundlag og for evalueringer, der også fortæller noget om dynamik og blokeringer i organisationen. Rapporten er omfattende og ikke særlig velredigeret, hvilket går stærkt ud over tilgængeligheden. Det er en skam, for projektet er væsentligt.