Folkeskolens leder:

Panik i læreruddannelsen

Underrubrik

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

LÆRERUDDANNELSEN. Torsdag fremlagde regeringen sit forslag til en ny læreruddannelse i Globaliseringsrådet. Grundstrukturen er kendt fra regeringsgrundlaget:

matematik og dansk skal deles i fire linjefag rettet mod henholdsvis de ældste og yngste klassetrin

antallet af linjefag skal reduceres

der skal være faglig sammenhæng mellem de valgte linjefag.

Og sådan bliver det. På grund af den såkaldte kontraktpolitik, som Anders Fogh har gjort til et varemærke, kan regeringen nemlig ikke lade sig påvirke i nævneværdig grad af gode råd. Regeringens egentlige samtalepartner er Dansk Folkeparti, som allerede har nikket til »fremtidens læreruddannelse«, som regeringen kalder sit forslag. Globaliseringsrådet har blot en legitimerende funktion. Og det er ikke strengt nødvendigt for regeringstoppen, at Socialdemokraterne går med i et forlig om læreruddannelsen.

Den bærende idé er, at: »Princippet om, at lærerne skal kunne undervise i alle fag på alle klassetrin, er ikke længere tidssvarende. Der er behov for en stærkere specialisering og større faglig målretning i uddannelsen af fremtidens lærere«.

Men det er jo slet ikke fremtidsmusik. Det er en sang fra gamle dage. Stort set alle andre lande har i årtier haft en netop delt læreruddannelse, der uddanner lærere til at undervise i enten de yngste klasser eller de ældste. Og nu vil regeringen altså efterligne den struktur på bekostning af den såkaldt danske model.

Det er en besynderlig strategi. Danmark er et rigere samfund og et mere velfungerende demokrati end de fleste lande, så hvorfor efterligne dem?

Svaret er flovt: De internationale færdighedstest skaber panik. Som den amerikanske Harvard-professor Howard Gardner sagde forleden på et møde på Danfoss: »Undervisningsministre over hele verden er blevet flokdyr, der jagter de internationale sammenligninger. Det er ærlig talt patetisk«.

Den danske skole bør i stedet passe på det, »den er verdensberømt for, nemlig evnen til at udvikle kreativitet og idéer«, mener Gardner. »Man er nødt til at prioritere i uddannelsessystemet. Man kan ikke have alle discipliner forståelse for demokratisk medborgerskab, erhvervslivet og det kreative og så samtidig score højt i Pisa og Timss og andre internationale sammenligninger. Man må beslutte, hvad ens mål er. Og når det er et land med så gode forudsætninger som Danmark succesfuldt og med en god baggrund så burde I virkelig ikke bekymre jer om Singapores placering«.

Danfoss direktør Jørgen Mads Clausen, der selv havde inviteret Gardner, lyttede opmærksomt. Anders Fogh bør lytte til Clausen. Han har selv udpeget ham til at sidde i Globaliseringsrådet.

jvo