Nu må man endelig være opmærksom på, at man skal have nogle praktikere med i regeringsudvalget vedrørende dansk. Teoretikere er helt fine, men de kommer alt for hurtigt på afstand af praksis hvis de da nogensinde har været bare i nærheden af en rigtig elev.

Det er med læsefærdighed som med for eksempel cykelkørsel den eneste måde at lære det på er at gøre det igen og igen. Forestil jer resultatet, hvis man skulle lære det udelukkende ved hjælp af et edb-program og en video.

Læsning er en fremadskridende proces med rent individuelle og stærkt variable hastigheder og forståelse. Det er stort set ligegyldigt, hvad man læser, når det gælder opøvelse af hastighed bare der er nok af det seriebøger er berettigede her. Mestrer man først teknik og hastighed, så melder kvalitetskravet sig automatisk.

Starter man med kvalitetskravet, ja, så spænder man så at sige vognen for hesten.

Troen på, at man skulle kunne få bedre undervisere blot ved at lade dem lytte til foredrag eller forelæsninger uden at give mulighed for at stille spørgsmål og få svar på stedet, er en ren myte, alene den gennemsnitlige pædagogiske standard på vores gymnasier beviser påstanden og så er det endda den bedst begavede tredjedel.

Nej, jeg tror ikke på, at man kan bedre læsekvaliteten ved hjælp af akademiske tiltag.

Det er egentlig »så rørende enkelt« og dog svært, man skal gøre eleverne interesserede, så de læser af lyst i videst muligt omfang. Det er så udpræget et tilfælde af »learning by doing«. Har man lært det, glemmer man det aldrig.

Hvorfor mon folkeskolelærere var så fremragende, når det gjalde begynderlæsning? Akademikere var de ikke måske derfor?

Man har nedskåret dansktimetallet med 30-40 procent taget i træningstiden. Eleverne vil følgelig lære »kunsten« tilsvarende langsommere.

De ekstra timer bør anvendes til frilæsning der er automatisk differentiering: De svage læser lidt og let de dygtige meget og svært. Og de »genvundne« timer vil rigtigt brugt virke.