Danmark klarer sig forbavsende godt sammenlignet med andre lande. Det er et af de rigeste lande i verden, og internationale sammenligninger peger på, at Danmark vil være et attraktivt land i fremtiden for mange slags investorer. Der er stor fleksibilitet, megen kreativitet, selvstændighed og samarbejdskultur. Den udvikling er ikke et resultat af de seneste fire års regeringer. Den er i korthed blandt andet resultater af årtiers uddannelsespolitik kombineret med »den danske model«, der er karakteriseret af samarbejde og ansvar. Men globaliseringen og al dens væsen stiller os over for nye udfordringer i et hastigt tempo. Så en regering skal selvfølgelig have som sit mål, at vi hele tiden skal være foran i at kunne løfte udfordringerne.

Undervisningsminister Bertel Haarder slår fast i juli-nummeret af Folkeskolen, at »skolen er kærlig, men slap«, hvilket må siges at være en ret subjektiv, men malende haardersk begrundelse for, at nu skal der andre boller på suppen: Obligatorisk børnehaveklasse, test på mange klassetrin, nationale kanoner i »kulturbevarende fag« som dansk og historie. Der er ikke mange analyser bag regeringens planer. Der er der-imod holdninger, ideologier og måske ikke mindst tro på, at skolen ved at ændre indhold kan få nogle andre slags børn ud af den. Hvilket også er sandsynligt. Derfor også et andet formål. Men det må åbenbart vente, til indholdsændringerne er gennemført. Det er politik. Sådan er det. Men det er godt nok en bemærkelsesværdig rækkefølge.

Og der er udfordringer og mangler i folkeskolen. Der er børn, der får for lidt ud af skolen. Der er stadig alt for mange, der ikke får en kompetencegivende uddannelse efter folkeskolen. Årsagen ligger ikke kun i skolen, men opgaven er klar: Skolen skal blive dygtigere til at give hvert eneste barn de mest optimale muligheder for at lære. Udvikling og læring er to sider af det samme: Det er forandring. Der kan ikke være nogen uenighed om, at skolen skal give alle børn mulighed for at blive rigtig dygtige. Der kan heller ikke være nogen uenighed om, at den offentlige skole skal være for alle børn og derfor må være rummelig, eftersom børn nu engang er forskellige. Der er forhåbentlig heller ikke uenighed om, at det stadig vil være vigtigt at udvikle samarbejdsevner, selvstændighed, ansvar, kreativitet og demokratiforståelse.

Den egentlige uenighed ligger formentlig i opfattelsen af, hvad skolens formål skal være: Hvilken retning skal den læring og udvikling og dermed den forandring have, som det enkelte barn gennemgår i skolen? Hvilken dannelse skal den offentlige skole stå for? Jeg føler ikke trang til at ændre det nuværende formål for skolen. Det gør Haarder. Vi ved bare ikke i hvilken retning.

Den anden form for helt konkret uenighed er Haarders indgang til ændringer af skolens indhold: »skolen er kærlig, men slap«. Det skal laves om. Mere centralisme. Mere detailstyring. Mere kontrol. Og ikke mindst: mere faglighed, mindre pædagogik. Se det er interessant.

Læreren skal kunne tilrettelægge arbejdet og kommunikere (tovejs) med det enkelte barn for at give mulighed både for en egentlig læring (forandring) og for en sikring af, at der er en forståelse og dermed sket en læring hos barnet. Denne kunst kan kun ske i mødet mellem læreren og barnet. Den kræver stor faglighed hos læreren for at kunne bruge faget i de mange forskellige læringssituationer, som undervisning består af ikke mindst i en skole med mange forskellige børn. Og undervisningens kunst kræver blandt andet pædagogik. Det er faktisk det, der adskiller skolen fra resten af barnets hverdag: Her udsættes barnet for den professionelle læringskunstner, der uanset sine følelsesmæssige tilknytninger til det enkelte barn er i stand til at føre barnet til de forandringer, der gør, at det ikke kun kan reproducere en viden, men kan udvikle sine muligheder, fordi der er sket en optagelse af et fagligt stof, en læring, der rent faktisk gør en forskel. Også uden for skolen og resten af livet.

Det er den kunstart, der bør sættes fokus på. Det er den konkrete hverdag med lærere og børn, der skal skabe resultaterne. Det kan Bertel Haarder ikke styre. Det er den enkelte skoles ansvar. Ledelsen skal stilles til ansvar for, at den konkrete skole løser sin opgave. Læreren har ansvar for selve undervisningen. Det ansvar skal ministeren ikke tage på sig. Det kommer der ikke en bedre skole ud af. Den helt centrale opgave er derimod: Hvordan får vi i Danmark gode undervisere, der kan den kunst at undervise, så det gør en forskel?