I et læserbrev i Folkeskolens sommernummer omtales ringe elevpræstationer i tysk. Der argumenteres med, at fordi tysk er blevet et pligtfag, bør det have ændret sin nuværende status. En mere plausibel argumentation ville have taget udgangspunkt i, om faget anses for at være nødvendigt for at kunne klare sig i en globaliseret verden.

Mange elever har stor glæde af at møde et nyt sprogfag. Det er med til at styrke deres generelle sprogfærdigheder, udvide deres kulturelle horisont samt naturligvis sætte dem i stand til at begå sig på et nyt fremmedsprog. Der udfoldes overordentligt store anstrengelser blandt dygtige lærere, men med mange ikke-linjefagsuddannede lærere uden gejst kan man ikke forvente respekt om faget. Her gælder det måske i endnu højere grad end i andre fag, at læreren skal brænde for faget. Hvis det er en sur pligt, bliver det det også for eleverne.

Der er en kedelig tendens til at droppe alt det, som er besværligt. Fag, som kræver lidt flid, og som ikke tager udgangspunkt i elevernes umiddelbare verden, er i skudlinjen. Elever, som vil videre på en »videregående« uddannelse, bør have kendskab til mindst to fremmedsprog, hvad enten andetsproget er tysk eller fransk. Desuden er det i dag muligt at fravælge andetsproget, hvis man ikke påtænker en gymnasial uddannelse. At slække på kravene hertil vil yderligere devaluere ungdomsuddannelsen.

Derudover er der spørgsmålet om det mere overordnede formål med et andet sprogfag end engelsk. At gøre engelsk til enerådende sprogfag ville være at gøre knæfald for engelsk/amerikansk sprog med den (ensidige) kulturelle påvirkning, der følger med. Her kan man med Thomas Ziehe tale om skolen som modkultur. Så til alle tysklærere: På med vanten.