Så er der millioner til 93’erne

Skynd dig, hvis du tilhører 93-gruppen, og giv dig til kende inden 20. september i år. Så venter der et varigt tillæg til pensionen og et engangsbeløb på pensionskontoen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

3.200 kuverter bliver i disse dage stemplet og sendt til den gruppe af lærere, der ved sidste overenskomst fik lidt penge på pensionskontoen som kompensation for et pensionstab ved kommunaliseringen i 1993. Ved den nye overenskomst, der trådte i kraft den 1. april i år, blev det aftalt, at pensionsvilkårene for 93-gruppen skal yderligere forbedres. Forbedringerne består dels af en varig forhøjelse af det månedlige bidrag til pensionen, dels af et engangsbeløb, der sættes ind på den enkeltes pensionskonto. Men de berørte skal endnu en gang aktivt søge om at få del i pengene. Desuden er definitionen for, hvem der er med i 93-gruppen, udvidet. Derfor er flere personer berettiget til ekstra pensionskroner.

»De nye i 93-gruppen er lærere og børnehaveklasseledere, der den 31. marts 1993 havde været ansat som timelærere, årsvikarer, faste vikarer og vakancevikarer i mindre end tre år, samt månedslønnede og timelønnede vikarer, som tidligere havde optjent tjenestemandspensionsalder. Det er meget vigtigt, at man finder ud af, om man tilhører gruppen. Det er medlemmernes eget ansvar. Alle de medlemmer, der indsendte indberetningsskema 2002, får brev fra foreningen. Men vi har ingen data om dem, som er omfattet af udvidelsen af gruppen. De skal selv være opmærksomme på, om de tilhører gruppen, og skaffe sig indberetningsskemaet og vejledningen«, siger DLF-konsulent Allan Sørensen.

Man kan finde vejledning og indberetningsskema på DLFs hjemmeside eller ved at spørge kredsen eller sin tillidsrepræsentant.

Sidste chance

»Hvis DLF ikke har modtaget indberetningsskemaet inden den 20. september i år, så er løbet kørt. Så kan man ikke få del i de penge, der er sat af ved overenskomsten. Derfor har vi opfordret kredsene og tillidsrepræsentanter til at informere og være aktivt opsøgende over for dem, som muligvis er omfattet. Vi vil også gerne opfordre til, at medlemmerne bidrager til at gøre udvidelsen af gruppen kendt. Kender man nogle, som måske kunne være omfattet, men som ikke er på skolen på grund af orlov eller andet, opfordrer vi til at fortælle om ordningen og tidsfristen«, siger Allan Sørensen.

Med den nye overenskomst får 93-gruppen et varigt pensionstillæg på 2,5 procent fra 2006. Og derudover er der afsat et engangsbeløb på 52 millioner kroner, som i 2007 bliver delt mellem dem, som melder sig.

Sådan gør du

Hvis du tilhørte den »gamle« 93-gruppe og dermed fik ekstra pensionskroner i 2002, er du også omfattet af den nye ordning. Så skal du indsende indberetningsskemaet til Lærerforeningen med oplysninger om din nuværende adresse, i hvilken kommune eller hvilket amt du er ansat, og hvilken skole du er ansat på. Du skal vedlægge en kopi af din seneste lønseddel.

Hvis du ikke var med i 93-gruppen i 2002, men hører med i den nye udvidelse, skal du selv finde indberetningsskemaet og sende det til DLF. Du skal vedlægge dokumentation for, at du tilhører 93-gruppen.

Alle, der tilhører 93-gruppen, vil i begyndelsen af 2006 få et 93-gruppe-bevis.

93-gruppen

Den 31. marts 1993 skal du have været ansat i folkeskolen, den amtslige folkeskole, VUC, specialundervisning for voksne, kommunale ungdomskostskoler eller instituttet for Blinde og Svagsynede.

Din stillingsbetegnelse skal på daværende tidspunkt have været: timelærer, fast vikar, vakancevikar eller årsvikar.

Hvis du 31. marts var ansat som månedslønnet eller timelønnet vikar, og du tidligere har været ansat i en stilling, hvor man kunne optjene pensionsalder til tjenestemandspension, er du også med i 93-gruppen.

Sådanne stillinger er: tjenestemand eller tjenestemand på prøve inden for de nævnte undervisningsområder, timelærer, fast vikar eller vakancevikar i perioden efter 1. august 1981, årsvikar i perioden efter 1. august 1990.

Man skal mindst have arbejdet halv tid. Årsvikarer skal mindst have arbejdet tre måneder.