Jeg vil gerne være Anne fra Grønnebakken.

Nogle gange i hvert fald. Lærerinden, der iført lang kjole og løs knold i nakken deler kærlighed og viden ud til landsbyskolens samlede elevflok, mens æbletræerne blomstrer udenfor. Det var dengang, der var lærerinder til. Laura Ingalls fra »Det lille hus på prærien« er gjort af samme stof. Den elskelige pige med de lange fletninger, der elsker at gå i skole og derfor med største naturlighed vælger selv at blive den altfavnende landsbylærerinde. Det kunne være mig.

Andre dage bliver den lange kjole i fantasien skiftet ud med læderjakke og miljøet ændret dramatisk. Michelle Pfeiffer bliver i »Dangerous Minds« kastet ind i en uunderviselig ghettoklasse, men hun smider pædagogikbøgerne fra sig og fanger eleverne på sin helt egen måde og lærer dem, hvordan de kan relatere poesiens budskaber til deres eget liv, og hvordan uddannelse og viden er det stærkeste våben i deres kamp for overlevelse. Se, hende vil jeg gerne være. På et tidspunkt er hun lige ved at give op og siger op, da problemerne vokser hende over hovedet, og det stive skolesystem nærmest modarbejder hende. Men eleverne får hende overtalt til at blive.

Og hånden på hjertet, hvor mange af jer har ikke set jer selv som Robin Williams i »Døde Poeters Klub«? Denne fantastiske film, hvor han som den unge litteraturprofessor trænger gennem facaderne på en konservativ engelsk kostskole med budskabet Carpe Diem. Lev nu, pluk jeres roser, mens I kan. Han lærer dem at tænke selvstændigt og lade sig inspirere af poesien og leve livet. Eleverne blomstrer, men også her er skolesystemet en fjende, og han ender med at blive fyret. Slutscenen, hvor eleverne står på bordene med tårer i øjnene og siger »Oh captain, my captain« for at vise ham deres støtte, er mig bekendt endnu ikke overgået i filmhistorien.

Ja, på en solskinsdag kan man som lærer blive helt svimmel over sin egen betydningsfulde rolle som »Den gode lærer«, der involverer sig og gør en forskel, som generationer af andre gode lærere har gjort.

Når hverdagen ruller på en almindelig dansk folkeskole, kan det imidlertid være svært at bevare illusionen og høre violinerne spille. Man kan hverken forestille sig Anne fra Grønnebakken, Laura Ingalls, Robin Williams eller Michelle Pfeiffer sidde og spilde tiden på et pædagogisk rådsmøde tirsdag eftermiddag. Eller tælle timer, udfylde regneark, lægge forældreinfo på skoleportalen og bruge energi på at få årsnormen til at gå op. De ville helt sikkert bryde rammerne og gøre noget fedt i stedet for.

Som fejlplaceret idealist i den danske folkeskole har man, så vidt jeg kan se, derfor to valgmuligheder: Enten kan man glide ind i maskineriet, deltage bevidstløst i de endeløse møderækker og arbejde på at gøre alle tilpas med sin undervisning. Eller man kan forsøge at pleje sin indre Michelle Pfeiffer, følelsen af at være en helt og gøre en forskel. For at understrege sin egen hovedrolle kunne man måske vælge sin egen private theme song og så nynne den for sig selv til inspiration, når hverdagen ligger for langt fra idealerne?

Jeg drømmer om oprør om lærere, der i kampen for at få lov til at være den gode lærer nægter at lade sig tælle og teste, der boykotter møder og brænder regneark og stiller sig på bordene og råber »Oh captain, my captain«. Men det er vist kun på film, at man gør sådan noget.

Asla Fomsgaard Adrian er lærer