Vi kan vel alle tilslutte os den opfattelse, at en skole skal ledes professionelt. Uenigheden kan først opstå, når man skal finde frem til, hvad det vil sige at være en professionel skoleleder. For mig er en professionel skoleleder en person, der kan lede en kompleks organisation, altså en organisation med mange forskellige funktioner, personer og opgaver. Skolelederen skal kunne kommunikere »opad« til kommune og ministerium, samarbejde med andre skoleledere, men først og fremmest kunne få samspillet mellem børn og voksne (lærere såvel som forældre) til at føre til gode resultater. Eleverne skal forstås på baggrund af deres vidt forskellige alder, modenhed og baggrund, og det kræver ikke så lidt: empati (indlevelsesevne), viden om udviklingspsykologi og -pædagogik, føling med vidt forskellige fag og fagområder, forståelse af børnekulturen i dens mange skiftende fremtrædelsesformer. Forældrekontakten er ikke blevet mindre krævende med nye familietyper og adfærdsnormer.

Det er da klart, at man ikke kan komme ind fra gaden med ledelseserfaring fra Matas, kommunens tekniske forvaltning eller en mastergrad i ledelse og klare den opgave at lede en skole. Men bevægelsen går da også som regel den modsatte vej. Hundredvis af private virksomheder beskæftiger lærere i ledende stillinger, fordi en god lærer er en god leder, vant til at dirigere et orkester med solister og instrumenter over en bred skala.

Christine Antorini har ikke desto mindre udtalt, at nu skal vi have professionelle skoleledere, og meningen er tydelig: De skal ikke (kun) rekrutteres fra skolen. Det er en rigtig dårlig idé. Problemet er snarere, at mange skoleledere har ingen eller kun få timer og bygger på et lidt tilbagelænet syn på børn i dag. Alle skoleledere på alle trin, også i ungdomsuddannelserne, skal efter min mening have mindst én klasse. Men ikke så sjældent er lederen fraværende, på kursus med andre ledere eller til pædagogisk massage for at kunne tale med om nyeste mærkesag. Da den slags ofte har mere teoretisk end praktisk interesse, kan lærerne undertiden skælvende afvente, hvad lederen efter et kursusforløb nu vil introducere. Kontakten med den praktiske virkelighed bør have højeste prioritet.

Lad os endelig aflaste skolelederne administrativt, så de kan samle sig om det, de er ansat til. Det kræver så igen, at djøferne i kommune og amt ikke brolægger hverdagen med nye administrative opgaver. Men lad os blive fri for uprofessionelle skoleledere, og lad os fastholde, at »professionel« ledelse ikke kan defineres løsrevet fra den konkrete opgave.