I Folkeskolen nummer 23 skriver Lisbet Kühn, at »den manglende overensstemmelse mellem bogstavets tegn og lyd, mellem skrift og tale, gør lydmetoden uegnet som indgangsvinkel til læsning« underforstået læseindlæring. Sikke noget vrøvl. De elever, som har forudsætningerne for læsning intakte, kan med lethed lære sig at læse selv med lydmetoden og derfra anvende læsningen i meningsfulde sammenhænge. Men de elever, som ikke har de nødvendige forudsætninger, kommer til kort ved helhedsbaseret læsning og må kæmpe en brav kamp for at lære teksterne udenad, hvilket på sigt er dømt til at mislykkes. Det er netop disse elever, vi ser i specialundervisningen.

Netop lydmetoden giver de svage elever en anvendelig og brugbar strategi, når de skal knække ord, som ikke umiddelbart kan læses. Hvis træningen er veltilrettelagt, kan også disse elever lære at afkode ordet sprog. Det velkendte element i ordet er »og«. Lydforbindelsen »spr« er trænet ved hjælp af lydtavler, hvor vokaler sættes efter lydforbindelsen. Eleven kan således lydforbindelsen »spr«, og sat sammen med »og« får eleven noget, der er tæt på den rigtige udtale af ordet sprog. Når så ordet forekommer i sammenhængen: »Han talte et andet sprog«, vil det lykkes for 98 procent af de elever med massive læsevanskeligheder, jeg underviser, at foretage koblingen fra lydret til rette lyd.

På de læsesvages vegne vil jeg håbe, at helhedslæsningens spøgelse forbliver i skabet og kun får lov at husere, hvor eleverne har de nødvendige forudsætninger. Det tror jeg også, at de, der studerer Pisa-undersøgelser, vil sætte pris på.