Anmeldelse

Sprog og sprogbrug

Dansk

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En praktisk, fyldig og bredt dækkende opslagsbog, der vedrører både sprogbeskrivelse, sprogrigtighed og sprogbevidsthed. Den kan virkelig med udbytte bruges af eleverne som håndbog fra og med 7. klasse. Bogens opsætning og udstyr er absolut brugervenlige: et lille, handy format, stift bind, overskuelig og klar anvendelse af typografi. Fint at både danske og latinske betegnelser inddrages, men faktisk overflødigt, at der gives udredninger i forbindelse med dem begge - for eksempel ved både kendeord og artikel. Her ville en henvisning fra det latinske til det danske opslagsord være fuldt tilstrækkelig. I øvrigt kunne de interne henvisninger være tydeligere markeret og annonceret. Selvsagt kan man i så fyldig en bog have indvendinger mod ting undervejs. For eksempel synes jeg, at "stort eller lille begyndelsesbogstav" er for knapt beskrevet, og at det er betænkeligt åbenlyst at legitimere datiden "Jakken hængte på knagen" (ved opslaget "hang eller hængte" kunne der passende henvises til "lægge eller ligge"). Mine forbehold er dog få og små. Her har vi at gøre med en fint bearbejdet brugsbog, produkt af et kyndigt og pædagogisk håndelag. Gerne i klassesæt til skolen.