Anmeldelse

Hinduisme

Tro og livsforståelse

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvor er det skønt, at der nu er seks bøger i Gyldendals blå religionsserie "Troens verden", som er temabøger, der henvender sig til folkeskolens 8.-10. klassetrin og voksne. Samtlige bøger i denne serie er meget grundige med letforståeligt sprog og mange faktabokse. Desuden er der altid smukke farveillustrationer, som gør alle bøgerne lækre og indbydende.

I denne bog der er den senest udkomne bog i serien tages der udgangspunkt i verdens ældste religion, hinduismen, hvis der da kan siges at være en religion, som egentlig er ældst? Nå, måske er det bare et definitionsspørgsmål, for måske menes der blot den ældste af de helt store verdensomspændende religioner

Indholdet i bogen er blandt meget andet et indblik i hinduismens verden med et kig på religionens oprindelse og historie, dens 5.000 år gamle hellige skrifter, dens forskellige livssyn og dens bud på livets store spørgsmål. Hvem er Gud og/eller gudernes eksistens? Hvad er reinkarnation, karma og samsara? Hvad har meditation og yoga med religion at gøre? Læseren bliver indført i hinduismens praksis, religionens samfunds- og menneskesyn og nogle af traditionens retninger, her særligt Hare Krishna, fordi det er den religion, forfatteren bekender sig til.

Som det er tilfældet med de andre bøger i serien, er forfatteren til denne bog "et trosvidne" og repræsentant for den religion, der skal skrives om. Igen kan det diskuteres, hvorvidt det er en fordel eller en ulempe, at forfatteren er subjektivt optaget af religionen som andet end blot religionsfænomenologi. Jeg mener dog, at det i tilfældet med bøgerne her er en fordel, at der skrives engageret og vedkommende om de religioner, der skal arbejdes med i skolen. Siden 1993-skoleloven har det nemlig været hensigten med faget kristendomskundskab, at der skulle arbejdes grundlæggende med den religiøse dimension, og er det muligt at snakke om tro, hvis ikke man lader de troende tale?

Jeg kan i alt fald kun anbefale, at man køber denne bog til de ældste klassetrin. Det har folkeskolen fortjent!