»Især den første uge var hård«

Meritlærerstuderende kastet ud i lærergerningen, mens alle lærere i Ølgod Kommune var på videreuddannelse

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Om 12 dage kan hun kalde sig lærer.

Annelise Jørgensen, 46 år og pædagog, begyndte for to år siden at læse til lærer. Hun så en pjece på Arbejdsformidlingen, der beskrev mulighederne for at blive meritlærer i Ølgod Kommune i Sydvestjylland. Dengang vidste hun ikke, hvilke udfordringer de næste par år ville byde på.

»Jeg så chancen for at tage en overbygning på min pædagoguddannelse. Vi får dagpenge under uddannelsen og tilskud til bøger og kørsel. Det er en perfekt måde at komme videre på«, siger Annelise Jørgensen.

Praksischokket

»Vi havde fået at vide, at det her bliver hårdt, men man forstår det ikke, før man selv står i det«.

Annelise Jørgensen kom i praktik i 12 uger på Ølgod Byskole. I ordningen var en regel, der betød, at man ikke kunne vikariere på den skole, hvor man havde været i praktik.

Ølgod-holdet, som de bliver kaldt på Ribe Statsseminarium, har alle linjefag i naturfag og dansk. For to år siden var det på egnen svært at tiltrække lærere til netop disse fag. Efter et års uddannelse begyndte det første halve års vikariat.

Annelise Jørgensen kom til en mindre skole, hvor hun skulle overtage en 9. klasse i blandt andet fysik/kemi og matematik.

»Men jeg nægtede at tage fysik/kemi. Det kan jeg ikke. I stedet tog jeg dobbelt biologi, og så fik de dobbelt fysik/kemi, da deres lærer kom tilbage«.

»Det var meget hårdere end forventet. Vi havde alle sammen følelsen af, at overlever vi det her, så overlever vi alt. Især den første uge var hård. Jeg troede, jeg skulle undervise i mine linjefag, men det skulle jeg ikke. Jeg tror ikke, at jeg sov. Matematikken var meget svær. Jeg måtte sidde hjemme om aftenen og regne alt igennem. Heldigvis havde jeg en datter i gymnasiet, så hun hjalp mig. Lærerne på skolen var rigtig gode til at hjælpe, men jeg kunne jo ikke bede dem om at regne alt igennem for mig. De fleste af os kørte helt ned i begyndelsen«, siger Annelise Jørgensen.

Kollegerne var nye, børnene var nye, fagene var nye. Det var overvældende. Alligevel tænkte hun ikke et sekund på at give op.

»Det var der slet ikke tid til. Det handlede bare om at følge med og forstå tingene så hurtigt som muligt«.

Nyt skema igen

I det halve år skiftede meritlærerne skema hver sjette uge. Nogle skiftede også skole.

»Når man overtager et skema, er det med det hele. Jeg har flere gange prøvet at være gangvagt, men der gik altså en uge, før jeg var sikker på, hvor jeg skulle være henne, når jeg havde gangvagten. Man bliver vant til at omstille sig meget hurtigt«.

Inden hun kom ud på skolerne, kunne hun godt frygte konfrontationen med eleverne.

»Elever, forældre og lærere var forberedte på, at vi kom. Faktisk gik det meget bedre, end jeg forventede. Jeg har tre teenagebørn derhjemme, så jeg er vant til aldersgruppen. Jeg var meget nervøs, men realiteten var, at vi blev respekteret, og at eleverne var meget indstillede på at yde noget. Det gik over al forventning«.

Efter godt 14 dage faldt der ro på Annelise Jørgensens lærerliv. Hun begyndte at stole på, at hun godt kunne, og hun kunne igen sove om natten.

Efter de første seks uger var hun meget bedre forberedt på at overtage et nyt skema. Hver gang hun modtog et nyt skema, satte den enkelte klasses lærere hende ind i, hvad klassen skulle nå, og gav forslag til, hvilke materialer hun kunne bruge.

»Jeg har jo prøvet det hele. Jeg har næsten undervist i alle fag og på alle trin på flere skoler. Det giver en god ballast«.

Klare linjer

Annelise Jørgensen var nervøs for, om hun kunne klare rollen. Og hun kunne også mærke, at de lærere, der overlod deres klasser til hende, var nervøse for, om hun gjorde det godt nok.

»Vi var enige om, at hvis der kom klager, eller nogle begyndte at komme med bemærkninger, så skulle vi gå til skolelederen med det samme. Og skolelederen skulle gå til os, hvis han hørte noget. Vi var forberedte på, at der ville komme problemer, men det gjorde der ikke«.

Indimellem var der knas med kommunikationen.

»Der er jo mange ting, som bare er en del af lærernes hverdag. For eksempel havde de glemt at fortælle mig, at den første tirsdag i måneden var forældredag. Så jeg kom bare ind, og der sad en masse forældre. Men så brugte jeg heller ikke energi på at blive nervøs over det«.

Selv om Annelise Jørgensen snart kan kalde sig lærer, savner hun nogle elementer i meritlæreruddannelsen.

»De havde regnet med, at vi ikke behøvede pædagogik. Men det er ikke det samme at stå med små børn i en børnehave og store børn i en skole. Vi mangler også helt klart didaktik. Selv om vi fik noget ekstra under uddannelsen, vil jeg gerne have mere. Hvis jeg får svært ved at få arbejde, er jeg heller ikke i tvivl om, at jeg vil tage to linjefag mere. Det bedste ville være, hvis jeg kunne finde et arbejde, hvor skolen er parat til at give lidt tid til mere uddannelse«.

Annelise Jørgensen er som en del af Ølgod-projektet sikret arbejde de første seks måneder af næste skoleår. Her skal hun igen erstatte lærere, når de seks uger ad gangen skal på videreuddannelse.

mbtrier@dlf.org

Matematikken var meget svær. Jeg måtte sidde hjemme om aftenen og regne alt igennem. Heldigvis havde jeg en datter i gymnasiet, så hun hjalp mig
Powered by Labrador CMS